Årets Borger i Vollsmose 2013

John Bonde, der var med til at redde Børnebyen i Odense, blev torsdag aften kåret som Årets Borger i Vollsmose 2013.

Den 63-årig førtidspensionist og beboer i Egeparken i Vollsmose John Bondes var foregangsmand i en underskriftindsamling, der var med til at redde naturlegepladsen Børnebyen i Vollsmose.

Børnebyen stod til at miste hele sit kommunale tilskud ved en stor sparerunde i Odense Kommune.

John Bonde var også aktiv under kommunalvalget i november, hvor han arbejde for at få flere udsatte til at stemme.

Derudover kan han fejre fem års jubilæum som borgerjournalist i Vollsmose.

- Prisen som Årets Borger er en stor anerkendelse. Det betyder meget for mig, og det giver lyst til at fortsætte med at gøre en indsats, siger prisvinderen, John Bonde i en pressemeddelelse fra Vollsmose Sekretariatet.

Fakta om Årets Borger i Vollsmose

Prisen som Årets Borger uddeles af beboerne i Vollsmose og Vollsmose Sekretariatet.

Det er et dommerpanel på tre fremtrædende beboere i Vollsmose, herunder sidste års Årets Borger, Søren Damgaard, der har afgjort, hvem af de fem nominerede, der skulle have prisen.

Ud over John Bonde var følgende nomineret:

- Irena Krasniqi for sin indsats for ungemiljøet og tøjindsamling til Kosovo.

- Kirsten Hansen og Jonna Beier for deres indsats for beboerhuset Lærkereden, hvor der er sociale aktiviteter og fællesspisning.

- Sakaria Omar Ahmed for sin indsats inden for ungemiljøet og i Vollsmose Ungdomsråd.

- Rami Dibaje for sit ekstraordinære engagement som skolelærer for afgangsklasserne på H.C. Andersen Skolen.

Oversigt

    Oversigt