Årets gazelle er fynsk

Virksomheden Dymak A/S i Odense er blevet udnævnt til årets gazelle-virksomhed af Dagbladet Børsen. Virksomheden, der handler med brugskunst, er skabt af tre gymnasiekammerater fra Glamsbjerg.

-

Virksomheden Dymak A/S i Odense er blevet udnævnt til årets gazelle-virksomhed af Dagbladet Børsen. Virksomheden, der handler med brugskunst, er skabt af tre gymnasiekammerater fra Glamsbjerg.

En gazelle er en virksomhed, der lever op til en række krav om vækst. 750 virksomheder herhjemme lever op til kravene.

Med en vækst på hele 432,2 % de seneste fire år er Dymak A/S topscorer og indehaver af titlen som årets gazelle.

Fandt niche
De tre venner fra Glamsbjerg, Søren Offer Madsen, Claus Juul Bøgelund og Esper Thiesen, besluttede for nogle år siden, at de ville arbejde med handel, og de gik igang med at lede efter noget at handle med, som der var muligheder i, skriver Børsen.

Valget faldt på kunstfærdige urtepotter til danske blomstergartnere. Og det går strygende. Fra at være tre, er der nu syv ansatte. Og bruttoresultatet er vokset fra 1,2 millioner kroner i 1998 til 6,8 millioner i 2001.

Mange handlende på Fyn
I år tegner Fyn sig for i alt 51 gazeller. Da Børsen lavede den første gazelle-undersøgelse i 1995 havde fyn 60.

Næsten halvdelen af gazellerne på Fyn falder i kategorien handel, hotel, og reparation, hvilket er atypisk. For den kategori udgør kun en trediedel på landsplan.

De 51 fynske gazeller har siden 1998 skabt 430 nye arbejdspladser.

Oversigt

    Oversigt