I det fynske folks tjeneste

Årets Sportsnavn: Alex og Casper

Cykelrytterne Axex Rasmussen og Casper Jørgensen blev lørdag eftermiddag hædret som Årets Sportsnavn ved en stor sportsmesse i Odense Idrætshal. Årets Fund blev Celine Juel og Viktor Axelsen fra Odense Badminton Klub.

11:53

sportsnavn

1 af 3

Prisuddelingerne fandt sted ved arrangementet "Sportslørdag", der er et nyt initiativ på Fyn.

Årets Sportnavn blev Alex Rasmussen og Casper Jørgensen der sammen vandt VM-guld i 4 km holdløb, mens Alex også vandt VM-guld i parløb sammen med Michael Mørkøv. Alex og Casper vvandt året før OL-sølv i holdløb med banelandsholdet.

To stolte verdensmestre med medaljerne om halsen.

Prisen blev uddelt af Fyens Stiftstidendes ansvarshavende chefredaktør Per Westergård, men de to vindere var dog ikke tilstede, da de er på træningstur på De Kanariske øer.

- Det er en god overraskelse at få. Det gør mig stolt, og jeg er rigtig glad, siger Casper Jørgensen fra Tenerife.

- Jeg havde håbet, at mig og Casper kunne vinde, da vi har fået to VM-titler, og vi kunne ligesom ikke gøre det bedre, siger Alex Jørgensen fra Fuerteventura.

I år skal Alex Rasmussen køre landevejsklassikerne Paris Robaix og Flanderen Rundt. Casper Jørgensen håber at kunne stille op til banecykling i Danmark. Begge fynboer håber også at de igen kan nappe et VM i holdløb.

Årets Fund

Årets Fund blev Celine Juel og Viktor Axelsen fra Odense Badminton Klub. Prisen blev overrakt af af rådmand Stina Willumsen og OB's Peter Utaka.

Viktor Axelsen er lige fyldt 16. Han er den bedste i sin aldersgruppe i Danmark. Han er europamester og fremtidens store håb i dansk badminton. Han skal løfte arven fra spillere som Morten Frost, Poul Erik Høyer og peter gade.

Celine Juel er europamester i damedouble og har allerede deltaget i Danish Open for seniorer. Hun bruger det meste af sin tid i Odense badmintonklubs hal i Godhåbsgade.

Initiativprisen

Årets initiativpris gik til Asger Rasmussen for en ekstraordinær indsats for fynsk idræt.

Asger Rasmussen er Afdelingsforstander ved Fyns HF-Kursus og uddannelsesinsitutionernes repræsentant i Odense Kommunes Eliteidrætsudvalg. Han har har været med til at sikre uddannelsesforhold for fynske idrætsfolk i en årrække.

Han er blandt andet manden der var med til at sikre eliteidrætsklasser i fynske gymnasier og nye lokaler til OB-bortennis.

Årets Frivillige Idrætsleder

Prisen tilfaldt Sonja B. Jakobsen, der har haft 40 års jubilæum som instruktør i DHG gymnastik.

I de første mange år var det grandprixgymnastikken der var hendes hjertebarn og hun har hentet adskillige mesterskaber hjem til sin klub DHG. Nu er det rytmedameholdet og dameholdet, der har glæde af hendes store viden om gymnastik.

Sportslørdag

Sportsmessen var velbesøgt hele lørdagen igennem og de 3500 gæster kunne blandt andet hilse på en lang række fynske sportsstjerner og deltage i forskellige konkurrencer.
Bag arrangementet "Sportslørdag" står Odense Kommune, SportEvent Fyn, SIKO, Fynske Idrætsforbund, TV 2/Fyn og Fyens Stiftstidende.

Se mere om prisvinderne


  • Se længere reportage fra Sportslørdag på TV 2/FYN søndag
  • Se portræt af Årets Fund på TV 2/FYN mandag