Arkaden Food Market gøres klar: Måske flytter burgercafé ind

Folkene bag Arkaden Food Market er i gang med at gøre de ikoniske lokaler klar. Odenseansk café overvejer, om den skal flytte ind.

To madmarkeder er på vej i Odense. I sidste uge afslørede folkene bag Odense Street Food, at de åbner dørene på havnen i Odense 1. september.

I det gamle Arkaden holdt de nye ejere mandag åbent hus for interesserede stadeholdere i det kommende madmarked, og hos Café Venchi i Vestergade i Odense overvejer man i øjeblikket, om caféen også skal have en stand i det nye Arkaden. 

- Vores eksisterende koncept går allerede ud på burgere, sandwiches, kaffe og kager, så det vil være meget let at tilpasse sådan et streetfood-koncept, siger ejer Vladimir Stanic til TV 2/FYN.  

Arkaden Food Market har - i modsætning til Odense Street Food - ikke en åbningsdato parat endnu, og lokalerne er langt fra klar endnu.

- Alt bliver revet ned, så vi kommer til at stå med det helt rene beton - betonlufter, betongulve og betonvægge, siger Jacob Christer Larsen, der er direktør for Arkaden Food Market.

Den nye udgave af Arkaden forventes dog at stå færdig sidst på året. Omkring halvdelen af lejemålene er allerede besat.

Selv om et lignende madmarked åbner på havnen allerede 1. september, mener Arkaden Food Market, at Odense har brug for et koncept i stil med Torvehallerne i København.

- Det er noget, Odense mangler. Det er noget, Odense har brug for, forklarer direktøren.

quote Vores eksisterende koncept går allerede ud på burgere, sandwiches, kaffe og kager, så det vil være meget let at tilpasse sådan et streetfood-koncept. 

Vladimir Stanic, ejer af Café Venchi 

Der er dog plads til begge madmarkeder, forsikrer han.

- En af de vigtigste ting for os har været at få en rigtig god beliggenhed. Det får vi i midten af Odenses centrum ved Kongensgade og Vestergade, så det mener vi helt sikkert, forklarer Jacob Christer Larsen.  

- Ud over det er vores ikke kun med spisesteder. Vores er også med små detailbutikker, forklarer han.

Arkaden fungerede indtil 2012 som et diskotekskompleks med syv barer og et diskotek. Siden har bygningerne været forladt, og de ikoniske lokaler i det centrale Odense har været lukket og levet en nærmest spøgelsesagtig tilværelse.

 

Oversigt

    Oversigt