Arkitekter indtager Odense

Arkitekter samler inspiration til fornyelsen af Thomas B. Thrigesgade.

Om syv år skal Thomas B. Thrigesgade være en ny bydel, men inden det kommer så langt, skal arkitekter fra syv international konsortier afgive deres bud på, hvordan området skal bruges og se ud.

Borgmester Anker Boye gik forrest i byvandringen, der skulle vise de konkurrerende konsortier området, der skal omdannes. Vandringen og borgmesterens kommentarer gav inspiration til de deltagende arkitekter.

- Når han nævner ting, 'her er der pendlere' og 'her kommer folk' og 'det kunne blive et sted, hvor...', så går man rundt og får lidt idéer løbende, forklarer arkitekt Louise Fischer fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Fantastisk at være med

Thomas B. Thrigesgade har siden indvielsen været et skoleeksempel i dårlig byplanlægning, og design director Peer Teglgaard Jeppesen fra Henning Larsen Architects kan selv huske, hvordan man gik forbi og blev forundret og frustreret over vejen, når man så den.

- Derfor er det fantastisk at stå her i dag og forhåbentlig være med til at komme med et bud på, hvordan man kan få skabt en sammenhængende by igen, forklarer Peer Teglgaard Jeppesen.

Oversigt

    Oversigt