Armstrik vinder frem - så har du et tæppe på fire timer!

Armstrik vinder frem som hobby, og fordelene er tydelige: Det går stærkt! Tiden vil vise, om den effektive strikkeform kan få flere mænd med på bølgen.

Jeg finder mig selv omgivet af kvinder.

Vel egentlig en ganske attraktiv situation for en mand, men samtidig er jeg hæmmet af, at mine arme er bundet sammen af strikkegarn i lange baner, og at mine fingre er filtret ind i det.

Kvinderne morer sig tydeligt over mig, og dét, der kunne have været en ønskesituation, virker pludselig meget ydmygende.

Det lyder som en mærkværdig drøm, som man kunne vågne op af, og tænke 'pyh, det var da mærkeligt', men det er den helt rigtige virkelighed.

Vi er mellem bogreolerne på Gudme Bibliotek, hvor en gruppe interesserede har kastet sig ud i den særlige strikkeform, armstrikning. Og inden jeg fik sat mig selv i den ynkelige situation, kunne jeg stadig føle mig som en seriøs journalist og spørge de fremmødte om fordelene ved armstrik.

- Det går stærkt, siger Joan Fuglehave fra Oure, der ellers aldrig har prøvet at armstrikke før.

- Den store fordel er, at du kan strikke et tæppe på fire timer, siger Merete Vang, der samtidig er en af arrangørerne af den kreative cafe.

Armstrik er kendetegnet ved, at man ikke strikker med strikkepinde. I stedet bruger man armene til at lave maskerne.

Her i Danmark har fænomenet især taget fart i de sidste par år, og Merete Vang er ikke i tvivl om, hvordan armstrik blev almindelig kendt.

- Der, hvor flere nåede at kende det, var i Den store strikkedyst fra 2014, siger hun. Merete kendte selv til armstrik inden da, men tv-programmet gav hende lyst til selv at prøve kræfter med det. Og siden da har garnproducenterne fulgt med og skabt et stort udvalg af garn, der er tykkere og dermed mere velegnet til armstrik.

Hvis man føler sig tiltrukket af, at kunne fremstille tørklæder og tæpper på rekordtid, så er armstrikning vejen frem, men samtidig skal man være opmærksom på især én enkelt ulempe: Toiletfælden.

- Hvis man går i gang med et større projekt, kan det knibe med at komme ud og tisse. Så man skal tisse inden man går i gang, siger Joan Fuglehave og viser, at hendes arme er helt bundet til med garn. Og det er jo ikke så let at gå på toilettet med.

Merete Vang (til højre i billedet) instruerer i armstrik.
Merete Vang (til højre i billedet) instruerer i armstrik.
Foto: Morten Albek

Ifølge Merete Vang har flere mænd efterhånden fået øjnene op for at strikke, og denne strikkeform kunne måske hjælpe det på vej. 

Store armbevægelser, grove masker, effektiv fremstilling. Kendetegn, der måske kunne tiltale det mandlige køn.

Og det er så dér, at min ynkelige situation begynder. Merete Vang indvilger i at give mig et lynkursus i armstrik og instruerer mig grundigt i, hvordan man fæstner garnet på armen, og hvordan jeg bærer mig ad.

Der går dog ikke lang tid, før jeg må erkende, at jeg overhovedet ikke forstår, hvordan mine arme skal bevæge sig. Rumlig logik har dog aldrig været min stærke side, så det siger nok mere om mig end strikkepotentialet hos det mandlige køn. 

Jeg må give op, og krænger i panik garnsnorene af armene.

Merete Vang er dog overbevist om, at strikkeformen vil fortsætte med at vinde frem, uanset hvad jeg ellers tænker om den.

- Hvis du kigger på udbuddet nu, i forhold til for to år siden, så er der flere bøger på vej. Der er flere podcasts, og garnfirmaerne er begyndt at lave garn specielt til armstrik. Det er jo de tydeligste tegn, siger hun.

Og Joan Fuglehave har også fået blod på tanden med at armstrikke noget mere.

- Vi har lige siddet her og snakket om, at man kunne lave en hængekøje til sommer, eller indkøbsnet, som vi havde i 70'erne.

 

Her kan du se TV Syds instruktionsvideo om armstrik fra Den store strikkedyst:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt