Arriva-chauffør opsagt

Chaufføren, der afviste en muslimsk kvinde, fordi hendes ansigt var så tildækket, at han ikke kunne sammenligne med billedet på hendes buskort, er blevet sagt op.

Efter at sagen om afvisningen kom frem, meldte chaufføren sig syg på grund af presset.

Det har nu udløst en opsigelse fra Arriva, oplyser 3F Østfyn.

- Det lugter fælt af forfølgelse af en chauffør, som bare har passet sit arbejde, siger næstformand i 3F Østfyn, Jan Johansen.

Chaufføren har tidligere været i psykologbehandling efter at være blevet overfaldet i bussen.

Men i følge 3F indeholder opsigelsen fra Arriva ikke nogen saglig begrundelse.

Det får Odenses viceborgmester, Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti, til at reagere.

Han beder byrådet om at tage sagen med på dagsordenen ved næste byrådsmøde.

- Da Odense Kommune hvert år medfinansierer driften af busserne på Fyn, er det vores ansvar, at Arriva ikke fyrer folk umotiveret, og at man som lønmodtager ikke udsættes for vilkårlighed fra Arrivas ledelse, skriver han i en pressemeddelelse. 

Dansk Folkeparti ønsker, at Odense Byråd af Arriva udbeder sig en detaljeret begrundelse for fyringen af medarbejderen.

Arriva afviser

Arrivas kommunikationsdirektør, Jan Wildau, afviser at opsigelsen af chaufføren har noget at gøre med hans sygemeldinger eller afvisningen af den muslimske kvinde.

- Chaufføren er blevet fyret af andre årsager. Det er helt tilfældigt, at det er samme chauffør, siger Jan Wildau, som ikke vil uddybe nærmere.

Oversigt

    Oversigt