Asbestalarm på storstilet byggeprojekt: Håndværkere raser over ”fuldstændigt tillidsbrud”

Hovedentreprenøren Enemærke & Petersen har flere gange forsikret om, at det potentielt livsfarlige asbest var blevet fjernet i kæmperenoveringen af boligområdet Højstrupparken i Odense. Men det var den ikke, viste en uvildig analyse. Nu må håndværkere, der har arbejdet på projektet, leve resten af livet med øget risiko for frygtet kræftform.

En gruppe erfarne elektrikere fra Kemp & Lauritzen er flere gange blevet eksponeret for potentiel farlig asbest i forbindelse med boligforeningen FAB’s store renoveringsprojekt i Højstrupparken til mere end 700 millioner kroner. Og det er sket på trods af, at hovedentreprenøren fra Enemærke & Petersen har forsikret elektrikerne om, at asbesten var fjernet fra lejlighederne.

Elektrikernes formand Jesper Pedersen har flere gange forsøgt at advare Enemærke & Petersen om nedrivningsfirmaet BR Miljøtechs arbejde med at fjerne asbesten, men oplever ikke, at advarslerne bliver taget alvorligt og vælger derfor nu at stå offentligt frem med sin kritik i Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn.


Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


- Jeg har talrige gange gået til byggeledelsen og forsøgt alt for at få dem til at forstå, at det altså ikke er for sjov, at håndteringen af asbest skal være i orden. Men der kommer ikke andet tilbage end affejninger og direkte løgn, siger Jesper Pedersen, der er rasende over, at han selv og hans folk nu er i øget risiko for at udvikle alvorlige lungesygdomme som asbestose, lungekræft eller lungehindekræft.

quote Vi hyrer OBH-gruppen til at lave nye analyser af støvet. Og da prøverne kommer tilbage, viser det sig, at der er asbest i støvet. Jeg bliver rasende og dybt skuffet

Jesper Pedersen, Elektriker, Kemp & Lauritzen

Alle elektrikerne skal nu stå opført i et særligt asbest-register i de næste 40 år.

- Hvis vi bliver syge af den eksponering, vi har været udsat for, kommer det ikke i morgen eller i overmorgen. Reelt set ved vi ikke, om vi allerede har nogle asbest-fibre i kroppen, som vi bliver syge af. Det er jo også derfor, at man skal stå i registret i så mange år, siger Jesper Pedersen.

Spørger man en af Danmarks førende specialister i asbestrelaterede sygdomme, den i dag pensionerede overlæge Jesper Bælum, er det da også uacceptabelt, når der ikke er fuldstændigt styr på asbesthåndteringen.

Ved du noget?


- Det er svært at sige, hvor stor den øgede risiko er for hver enkelt, men samlet set vil det jo nok øge andelen af kræfttilfælde. Så risikoen er der, og den kan undgås. Man har viden til det, så det er helt uacceptabelt, siger han.


Sådan kan asbest ramme kroppen, hvis man bliver udsat for det gennem længere tid. Grafik: Daniel Oxholm.
Sådan kan asbest ramme kroppen, hvis man bliver udsat for det gennem længere tid. Grafik: Daniel Oxholm.


Asbeststøv i hovedet

Jesper Pedersen har selv haft sin gang på byggepladsen siden januar 2020, men begynder for alvor at blive bekymret for håndteringen af asbesten i lejlighedskomplekset i Højstrupparken i efteråret sidste år.

På det tidspunkt lyder beskeden, at der blandt andet er fundet asbest på lofterne, men at den er blevet fjernet af nedbrydningsfirmaet BR Miljøtech, så elektrikerne roligt kan begynde at skrue lampeudtag ud.

Så elektrikerne går i gang med deres arbejde uden at vide, at de snart vil komme til at indånde støv med de farlige asbestfibre.

Asbest – livsfarlige fibre

- Da vi går op og begynder at skille det ad, får vi en masse støv i hovedet. Det er dér, at jeg begynder at tænke på, at jeg har fået at vide, at der har været en masse asbest oppe på loftet. Er det det, som jeg står og får lige ned i hovedet nu? Asbest er normalt ikke et fokusområde for os, så vi har ikke nogen maske på eller noget.

Grundet de mange sundhedsfarer ved asbest, skal der bruges flere forskellige værnemidler, når man arbejder med det. Grafik: Daniel Oxholm
Grundet de mange sundhedsfarer ved asbest, skal der bruges flere forskellige værnemidler, når man arbejder med det. Grafik: Daniel Oxholm


Jesper Pedersen står tilbage med en ubehagelig mistanke og går derefter til byggeledelsen fra Enemærke & Petersen med sin bekymring for det potentielt farlige støv, men der går flere uger, hvor han ikke får noget svar.

- Jeg spørger ind til det flere gange uden at få svar. Vi går jo stadigvæk og arbejder med lampeudtagene og får støv ned i hovedet uden at vide, om vi bliver eksponeret for asbest eller ej, siger Jesper Pedersen, der en dag møder en byggeleder fra Enemærke & Petersen på byggepladsen og afkræver ham et svar på, om der er asbest i støvet.


- Derefter går der en time eller to, hvor jeg så møder ham ude foran og han fortæller, at vi bare kan fortsætte arbejde: Der er ingen asbest i støvet.

Egne prøver afslører asbest

Jesper Pedersen har svært ved at tro på den pludselige affejning af elektrikernes bekymring for asbesten, så efter aftale med sin egen arbejdsgiver Kemp & Lauritzen bestiller han selv nogle helt uvildige analyser af støvet fra lampeudtagene og fra noget af støvet på gulvet.

- Vi hyrer OBH-gruppen til at lave nye analyser af støvet. Og da prøverne kommer tilbage, viser det sig, at der er asbest i støvet. Jeg bliver rasende og dybt skuffet, siger Jesper Pedersen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Fyens Stiftstidende og TV2/Fyn har set analysen fra OBH-Gruppen, der bekræfter, at der i prøver fra den 17. december 2021 er blevet fundet asbest i støv fra lampeudtagene og fra gulvet i to af fire prøver.

Enormt tab af tillid

For Jesper Pedersen og hans folk er der tale om et totalt tillidsbrud.

- Om det er i byggebranchen eller alle mulige andre dele af samfundet, er man nødt til at have en grad af tillid til hinanden. Når jeg tager min bil til mekaniker, kan jeg ikke tjekke, om den er blevet lavet rigtigt. Når jeg går til tandlæge, skal jeg gerne kunne stole på, hvad tandlægen mener, der skal laves. Men den tillid bliver jo fuldstændigt brudt her, når vi står med en test, der viser, at der er asbest i støvet lige efter, at jeg har fået at vide, at alt var i orden.

Elektrikerne standser herefter midlertidigt arbejdet i lejlighederne og får alle registreret i asbestregistret. Men det bliver ikke sidste gang, at de bliver eksponeret for asbest i Højstrupparken.

For at undgå det farlige støv, skal omklædningsrum indrettes særligt, når der bliver arbejdet med asbest. Grafik: Daniel Oxholm
For at undgå det farlige støv, skal omklædningsrum indrettes særligt, når der bliver arbejdet med asbest. Grafik: Daniel Oxholm


Allerede i juleferien er den gal igen. Jesper Pedersen holder selv fri, men bliver ringet op af sine folk, der har sendt nye prøver til analyse hos OBH-Gruppen, som denne gang har fundet asbest i et køkken, hvor elektrikerne er sat i arbejde.

- Jeg er lige ved at eksplodere. Jeg siger, at jeg kommer i morgen. Jeg kan ikke sidde derhjemme og høre julemusik, når jeg ved, at jeg har folk, der går rundt i asbest. Så jeg møder ind næste morgen og fortæller meget klart til Enemærke & Petersen, at der er noget helt galt. På det tidspunkt var vi jo igen blevet forsikret om, at der ikke var mere at bekymre sig for i forhold til asbesten, fortæller Jesper Pedersen.

Flere fund af asbest

Ifølge Jesper Pedersen indkalder byggeledelsen fra Enemærke & Petersen til et fællesmøde om den mangelfulde sanering for asbest i starten af januar, hvor de mellem 100 og 140 håndværkere bliver forsikret om, at man fra byggeledelsen vil skærpe tilsynet med BR Miljøtech.

Beboere i området har tidligere klaget over byggesjusk i forbindelse med renoveringen, der samlet set er budgetteret til at koste omkring 700 millioner kroner.
Beboere i området har tidligere klaget over byggesjusk i forbindelse med renoveringen, der samlet set er budgetteret til at koste omkring 700 millioner kroner.
Foto: Simon Trøjgaard Jepsen


Der bliver med Jesper Pedersens ord trukket en streg i sandet, og alle går tilbage til arbejdet. Men da elektrikerne skal begynde arbejdet i lejlighedernes kældre, opdager man pludseligt, at der også her er asbest, der ikke er blevet fjernet og som i øvrigt heller ikke blev opdaget i forbindelse med en større miljøscreening for asbest i bygningerne.

Et særligt indrettet arbejdsrum skal sikre, at så lidt af støvet som muligt slipper ud. Grafik: Daniel Oxholm
Et særligt indrettet arbejdsrum skal sikre, at så lidt af støvet som muligt slipper ud. Grafik: Daniel Oxholm

Senere bliver det bekræftet, at kældrene også skal igennem en omfattende sanering for asbest, og fra byggeledelsen fra Enemærke & Petersen bliver elektrikerne og de andre håndværkere på pladsen forsikret om, at der løbende vil blive taget prøver for asbest.

Fortsætter med samme firma

Jesper Pedersens tillid til Enemærke & Petersen og BR Miljøtech kan dog ligge på et meget lille sted. Og han er klar til at stoppe på byggepladsen i Odense, hvis der ikke kommer markant bedre styr på håndteringen af den farlige asbest og med nedrivningsfirmaet fra BR Miljøtech.

- Hvis man ikke fået trukket af på det her, og det vitterligt fortsat skal være BR Miljøtech, der skal have opgaven med at asbest-sanere, så bliver vi nødt til at få lavet en hulens masse asbest-prøver selv, så vi er sikre på, at vi ikke igen bliver eksponeret for det. Hverken jeg eller mine kolleger har lyst til at stille vores liv til rådighed. Det er ikke værd at tjene penge, som ens børn skal bruge, fordi man bliver syg af asbest.

- Det er ulykkeligt

Hos Enemærke & Petersen erkender man, at der har været problemer med asbesthåndteringen i Højstrupparken. I et skriftligt svar henviser adm. direktør Troels Aggersbo til, at det skyldes en mangelfuld registrering af asbesten i den forudgående miljøscreening, som bygherren fra FAB fik foretaget, før renoveringen gik i gang.

”Da det bliver bekendt via elektrikerens prøver, at der er asbest i lampeudtag, igangsætter vi sammen med bygherre yderligere undersøgelser, som også omfatter områderne omkring stikkontakter og afbrydere”, skriver Troels Aggersbo og fortsætter:

”Det er naturligvis ulykkeligt, at asbesten har bredt sig til lampeudtaget og at elektrikerne er kommet i berøring med det”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra BR Miljøtech.



Oversigt

    Oversigt