I det fynske folks tjeneste

Asbest på Guldhøj i Ringe

Der er fundet asbest i loftet på den kommunale administrationsbygning, Guldhøj på Floravej i Ringe. Der har ikke været risiko forbundet med at bruge bygningen, siger kommunen.

Ingen sundhedsfare

Efter at Børne- og Ungerådgivningscentret for Faaborg-Midtfyn Kommune er flyttet ind i Guldhøj er der blevet behov for en ombygning.

I forbindelse med det blev der gennemført en lovmæssig undersøgelse, som afslørede, at der er asbestholdige materialer i lofterne i flere lokaler i Guldhøj.

Nogle af lokalerne har været brugt af dagplejerne i Ringe til deres legestue hver anden uge.

Lofterne har ingen skader og kommunens centrale sikkerhedsleder vurderer, at der ikke på nogen måde er sundhedsfare ved at være i lokalerne.

Asbest fjernes

Fundet af asbest gør dog ombygningen mere besværlig. Et asbestsaneringsfirma skal sørge for at asbesten fjernes på forsvarlig vis og gøre rent bagefter.

Hverken medarbejderne i Børne- og ungerådgivningscentret eller dagplejebørn vil benytte lokalerne, mens arbejdet står på i uge 8.