Askesky fanger fynboer

Lige nu er 25 studerende strandet i Edinburgh Lufthavn. Askeskyen fra den islandske vulkan Grimsvötn forhindrer dem i at komme hjem.   

En gruppe studerende fra Dalum Landbrugsskole venter lige nu på at komme hjem fra deres studietur i Skotland. Efter en uge med natur og miljø på programmet, skulle de studerende have været med flyselskabet Norwegian Air hjem i går kl. 18.00. Men det kom askeskyen i vejen for.

- Situationen er kaotisk her i Edinburgh Lufthavn. Vi har mødt en del andre danskere, som heller ikke kan komme hjem. Vi er rigtig trætte efter kun 2 timers søvn på et stengulv i lufthavnen, fortæller studerende Ole Svenning til TV2/FYN.

Situationen er kritisk

Gruppen overnattede i lufthavnen, fordi de blev lovet en tidlig flyafgang i morges. Men kl. 12.00 dansk tid blev flyafgangen aflyst, og holdet med 25 danske jordbrugsteknologer måtte se i øjnene, at det heller ikke blev i dag, de kom hjem.     

- Vi er ved at være der, hvor vi virkelig er irritable. På en skala fra 1-10, så er det en 20'er, hvor irriterende det er ikke at kunne komme hjem. Jeg har to teenagebørn hjemme, som venter på mig. Det er en meget kritisk situation, siger den studerende til TV2 /Fyn.

Penge sluppet op

Uden nogen reele informationer kan gruppen kun vente. I lufthavnen går rygter på, at de skal vente til fredag, før de kan komme hjem. Men ingen ved noget med sikkerhed. Indtil da har gruppen booket værelser på Smart City Hostel i Edinburgh.
 
- Andre flyselskaber kan rejse, så vi vil også gerne af sted nu. Vi har ikke meget at foretage os, for vi har næsten brugt alle vores penge efter en uges studietur. Det hele er meget rodet, og uvisheden er faktisk det værste ved den her situation, lyder det fra Ole Svenning.

Vis stort kort

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt