Asmaa Abdol-Hamid fra Odense vil i Folketinget

Den 25-årige Odense-politiker Asmaa Abdol-Hamid vil være den første kvindelige muslim i Folketinget.

Asmaa Abdol-Hamid har på opfordringer fra sine partifæller i Enhedslisten valgt at gå efter en plads i Folketinget.

Socialrådgiveren fra Odense vakte debat da hun var meddebattør i Adam & Asmaa på DR2.

Kritik fra SF

Hendes kandidatur har allerede skabt debat på venstrefløjen. Kvindeforkæmperen og SF-politkeren Nahid Riazi mener, at det vil være katastrofalt, hvis Asmaa Abdol-Hamid kommer i Folketinget og får indflydelse på lovgivningen.

-Hun forsvarer kun religiøse holdninger og har mere respekt for sharia-lovgivningen end menneskelige rettigheder, siger Nahid Riazi til Fyens Stiftidende.

Asmaa Abdol-Hamid har tidligere skabt debat på venstrefløjen. Da hun stillede op til kommunalvalget i Odense i 2005, blev hun stærkt kritiseret for sine religiøse holdninger af blandt byrådsmedlem for SF Karsten Hønge.

Han mener ikke, at hendes kvindesyn stemmer overens med venstrefløjen.

Den kritik har dog ikke fået Asmaa Abdol-Hamid til at ændre holdning:

- Hvis jeg skal i Folketinget, bliver det med tørklæde på. Det er en del af mig, og jeg vil ikke forsvare, hvem jeg er, men gerne forklare det, siger hun.

Oversigt

    Oversigt