Asmaa holder pause som folketingskandidat

Asmaa Abdol-Hamid vil ikke være Enhedslistens folketingskandidat det næste år.

- Enhedslisten har været for sløve. Jeg vil ikke se passivt til, derfor vil jeg bruge det næste år på at rejse rundt i landet og diskutere politik med danskerne. Det synes jeg, venstrefløjen har gjort alt for lidt, siger Asmaa Abdol-Hamid til Politiken.
 
Hun forlader dog ikke partiet, og vil formentlig genopstille som kandidat om et år. Hun bevarer også sin placering som første suppleant for Enhedslisten i København.

Skuffet over venstrefløjen

Asmaa Abdol-Hamid mener, at venstrefløjspolitikken er ude på et skråplan. I et debatindlæg i Politiken skriver hun blandt andet:
 
- Og jeg må erkende, at min skuffelse over venstrefløjen ikke er blevet mindre. Villy fortsætter sin mobbekampagne ved at bruge en retorik om, at folk »kan skride ad helvede til«.
 
Asmaa Abdol-Hamid har ofte fået skylden for Enhedslistens nedtur blandt vælgerne. Men det stiller Asmaa sig uforstående overfor.
 
- Efter valget, hvor jeg holdt mig meget i kulissen, er Enhedslisten da også forsat med at dykke i meningsmålingerne. Så det kunne jo tyde på, at det skyldes andre ting end mig, for eksempel det (manglende) politiske indhold.

Oversigt

    Oversigt