Asmaa meldt til politiet

Enhedslistens fynske folketingskandidat Asmaa Abdol Hamid er blevet politianmeldt af sine udtalelser om de irakiske angreb på danske soldater i Irak. 

Det er den konservative folketingskandidat Rasmus Jarlov, der står bag anmeldelsen.

Asmaa Abdol Hamid har kaldt de irakiske angreb på koalitionsstyrkerne for legitim og sammenlignet det med den danske modstandsbevægelse under den tyske besættelse.

Rasmus Jarnov mener, at Asmaa Abdol Hamid med sine udtalelser har tilskyndet til væbnet kamp mod danske militære styrker, og at hendes udtalelser derfor er en overtrædelse af straffelovens §100, stk. 1, som fastslår, at "den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år". 
- Jeg synes ikke, at Asmaa skal fredes, fordi hun er politiker, siger Rasmus Jarlov i en pressemeddelelse.

Asmaa Abdol Hamid forsvarede sig onsdag eftermiddag:
- Når man fremkommer med så alvorlige beskyldninger mod en person, som der er kommet mod mig, så er det helt naturligt at gå til politiet og eventuelt få prøvet sagen ved en domstol. Det tager jeg helt roligt, siger hun.

- Jeg har ikke opfordret eller tilskyndet til at slå danske - eller nogen som helst andre - soldater ihjel, eller på nogen måde støttet terror. Jeg har blot fremhævet den irakiske befolknings principielle ret til at gøre modstand mod besættelsesmagten, fortsætter hun.

Oversigt

    Oversigt