Asmaa: Naser Khader er farlig

Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid og Naser Khader beskylder hinanden for at skade integrationen og ødelægge unge muslimers muligheder i politik.   Naser Khader er farlig for integrationen, fordi han opdeler muslimer i en god og en dårlig gruppe.

Sådan lyder kritikken fra Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid, der svarer igen, efter at Ny Alliances stifter har beskyldt hende for at skade unge muslimers muligheder for at finde fodfæste i dansk politik.

- Når Naser Khader siger det her, så er det utroligt farligt, for han er med til at skubbe mennesker væk fra at deltage i en demokratisk proces. Det, mener jeg, er farligt for demokratiet og farligt for hele integrationsdebatten, siger Asmaa Abdol-Hamid til Ritzau.

Mødt med mistro

Naser Khader har overfor Dagbladenes Bureau kritiseret Enhedslistens omdiskuterede kandidat for at bekræfte alle fordommene om en muslim, der taler med to tunger.

- Den næste muslimske pige, der kommer med tørklæde, vil sikkert blive mødt med mistro, selv hvis hun er demokratisk og fornuftig, siger han.

Uklar holdning

Enhedslisten har netop besluttet at afholde en urafstemning blandt medlemmerne, der skal tage stilling til, om der skal rykkes rundt blandt folketingskandidaterne.

Uroen i partiet er taget til efter, at det blandt andet er kommet frem, at Asmaa Abdol-Hamid ikke vil give hånd til mænd, og hun er blevet kritiseret for at være uklar i sin holdning til dødsstraf, homoseksualitet og grundloven.

Men med sin kritik gør Naser Khader sig skyldig i det samme, som mange beskylder muslimske imamer for, mener Asmaa Abdol-Hamid.

- Fordi han dermed stiller muslimer op i to grupper. De gode og de dårlige muslimer, og det jo det, man har klandret imamerne for, at man ikke skal dunke hinanden oven i hovedet med, og han gør lige præcis det samme, at der nogle, der er gode muslimer, og nogle der er dårlige muslimer, siger hun.

Oversigt

    Oversigt