Asmaa om Jerusalemkonflikt: - Militærstyrker i Mellemøsten samler støv

I et facebookopslag har Asmaa Abdol-Hamid, der er ansat ved Fyns Politi, skrevet, at de mellemøstlige militærstyrker samler støv. Fynsk DF'er kalder det en indirekte krigserklæring mod Israel, mens Fyns Politi vil se nærmere på sagen.

- Det er jo en indirekte krigserklæring mod Israel.

Sådan lyder det fra fynske Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti. 

Torsdag aften blev hun gjort opmærksom på, at Asmaa Abdol-Hamid, der er ansat som brobygger ved Fyns Politi, havde lavet en statusopdatering på sin private facebookprofil. 

Asmaa Abdol-Hamid har i sin allerede slettet statusopdatering skrevet:

- Blot et lille udpluk af militærstyrker som samler støv. #JerusalemIsTheCapitalOfPalestine

Hvorefter hun remser blandt andet Jordan, Iran og andre landes militærstyrker op. 

Det fik den fynske politiker Pernille Bendixen til at reagere med en opfordring til sine facebookfølgere, om at tilkendegive, hvad de tænker om Asmaa Abdol-Hamids opslag. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hun har et seriøst loyalitetsproblem. Den (red. loyaliteten) burde jo ligge hos danskerne og Danmark, siger Pernille Bendixen til TV 2/ Fyn og fortsætter:

- Det går simpelthen ikke, når hun er ansat under Justitsministeriet. Hun skal fungere som brobygger ved Fyns Politi, og det er et seriøst problem, at hun skriver sådan en opdatering på Facebook, hvor hun indirekte erklærer krig mod Israel. 

quote Hun er jo palæstinenser, så det giver egentlig god mening. Hun har et seriøst loyalitetsproblem. Den burde jo ligge hos danskerne og Danmark

Pernille Bendixen, Medlem af Folketinget og Odense Byråd, Dansk Folkeparti

Fyns Politis stabschef, Michael Hein Petersen, siger til TV 2/ Fyn:

- Dette er en udtalelse, som vil blive studeret nærmere. Derudover har vi på nuværende tidspunkt ingen kommentarer.

Kræver Asmaa fyret

Pernille Bendixen vil nu tage sagen videre til justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), som hun håber vil reagere på opslaget med en fyring til Asmaa Abdol-Hamid. 

 

- Hun er fuldstændig uduelig i den der rolle, og det har hun bevist flere gange - da hun ikke ville give hånd til mænd, siger Pernille Bendixen. 

I onsdags anerkendte den amerikanske præsident, Donald Trump, Jerusalem som Israels hovedstad og fremlagde en plan om at flytte USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. De seneste dage har palæstinenserne protesteret og tåregasgranater er allerede begyndt at flyve om ørerne på borgerne i Ramallah, Betlehem og andre steder på Vestbredden og i Gazastriben.

Ville ikke give hånd

Det er ikke første gang, at Pernille Bendixen tager en sag op, hvor den kontroversielle samfundsdebattør Asmaa Abdol-Hamid er hovepersonen.  

I januar indkaldte Pernille Bendixen nemlig to ministre i samråd, fordi Fyns Politis brobygger af religiøse årsager ikke ville give hånd til mænd. 

Til samrådet slog ministrene det fast, at man som ansat ved Fyns Politi skal give hånd til alle uanset køn. 

- Det er meget enkelt. Hvis man er ansat i politiet, så skal man give hånd, så enkelt er det. Hvis man bliver givet hånden, så giver man hånd, fortalte den konservative justitsminister, Søren Pape, til TV 2/FYN i januar. 

TV 2/ Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Asmaa Abdol-Hamid, men det er desværre ikke lykkedes endnu. 

Oversigt

    Oversigt