Assens indfører Willemoespris

Assens kommune uddeler i år for første gang en Willemoespris til enten en person, forening eller en virksomhed, der i løbet af året har udvist særlig Willemoesånd.

Prisen vil blive uddelt hvert år den 11. maj på Peter Willemoes' fødselsdag. Assens Kommune fortsætter den tradition, som den private "Willemoesgruppe" indførte i 2001.

- Vi vil gerne hædre dem, der tør tage udfordringer op. Dem, som ikke er bange for at gå foran med et godt eksempel og tænke nyt og anderledes, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Truels Schultz.

Det gælder om at besidde "Willemoes-egenskaber", hvis man skal komme i betragtning til prisen, og det kunne også handle om at kæmpe mod en overmagt på en alternativ facon og udvise lederevner selv i kriser.

Den første Willemoespris gik til brygger Bent Bach Sørensen fra Bryggeriet Vestfyn, fordi han gennem mange år har kæmpet en ulige kamp mod de store bryggerier.

- Jeg vil gerne opfordre alle, der mener, de gør en forskel, til at søge, siger kultur- og fritidschef Niels Petterson.

Willemoesprisen er en bronzestatue - en tro kopi af den, som står på kogehusmolen i Assens By.

Overrækkelsen af prisen foregår i Willemoesgården den 11. maj klokken 13.00.

Oversigt

    Oversigt