I det fynske folks tjeneste

Fuldt hus: Assens-restaurant bød ensomme på gratis julemiddag

Restaurant Frederik IX havde for fjerde år i træk inviteret til gratis julemiddag for ældre, enlige og andre trængende.

00:36

Alle pladser var optaget - og mere til - da Restaurant Frederik IX første juledag inviterede Assens' ældre og enlige på julemiddag. Video: TV 2

- Vores kasseapparatet er lukket ned. Alt er gratis i aften.

Ordene kommer fra Vinh Quang Tran, indehaver af Restaurant Frederik IX i Assens. Han havde en travl første juledag, hvor der var fart på både madlavning og klargøring, inden restauranten samme aften blev fyldt med gæster.

Og det var ikke bare de normale spisende gæster, der besøgte Frederik IX tirsdag aften. De enlige i Assens var nemlig inviteret på en særlig oplevelse.

Restaurant Frederik den Niende havde første juledag valgt at invitere byens ensomme sjæle og mennesker i nød på julemiddag. Et tilbud som rigtig mange glade gæster tog imod.

Min egen juleaften er faktisk mere i dag, hvor jeg hygger mig med alle gæsterne. Vi er en stor familie her i Assens

Vinh Quang Tran

- De blev ved med at ringe ind. Og så har jeg svært ved at sige nej, også selv om køkkenet siger ’ej, Vinh, du er nødt til at sige nej’. Men altså, så får jeg ballade deromme i stedet for. Men vi kan ikke lade være. Vi tager dem ind, og så må vi tage den derfra, siger Vinh Quang Tran, da TV 2 besøger ham under forberedelserne til aftenen.

Restaurant Frederik den Niende står for maden, som delvist er sponsoreret af både private og virksomheder fra Assens og oplandet rundt om den vestfynske købstad.

Det hele værd

I løbet af aftenen blev der spillet bankospil om gaver, der ligeledes er sponsoreret af byens butikker. Selv personalet arbejder frivilligt – og de vil heller ikke være aftenen foruden.

- Alt arbejdet er det hele værd. At se folk og hvor glade de bliver, og især børnene, der har en god aften og hygger sig, siger Signe Eriksen, der er tjener på Frederik IX.

00:37 Luk video

Det er fjerde år i træk, at Vinh Quang Tran og Frederik IX inviterer indenfor på første juledag. Og ejeren gør det af en helt særlig årsag, fortæller han under forberedelserne.

- Min egen juleaften er faktisk mere i dag, hvor jeg hygger mig med alle gæsterne. Vi er en stor familie her i Assens, fortæller Vinh Quang Tran.

God stemning

Menuen lød blandt andet på tarteletter, svinekam, hamburgerryg, sild, æg og rejer, æbleflæsk, frikadeller – og alt det andet, som et yderst veldækket julebord ellers kan byde på af lækkerier.

 

Læs også Rykker ud med hvidt skæg og gavesæk: 23-årig vier sin juleaften til Odenses børn

 

Det hele blev taget rigtig godt imod af de mange gæster.

- Det har været rigtig hyggeligt. Der er super god stemning, folk er glade, og maden er god. Virkelig perfekt, siger Jeanette Ladefoged fra Haarby.

Hun fortæller, at hun primært er kommet for selskabets skyld.

- Ellers ville jeg sidde alene derhjemme og være ensom. Så jeg gør det for at være sammen med andre mennesker og lære nogle nye folk at kende. Det synes jeg er vigtigt, fortæller Jeanette Ladefoged.

Og mens hun venter på risalamanden, kan hun gøre en foreløbig status på aftenen.

- Jeg er mæt og glad. Det har været en god aften med en god stemning.

03:19

Video: TV 2

Luk video