Assens: Taxa-vognmænd i protest

Borgere, chauffører og vognmænd var i dag mødt op foran rådhuset i Assens for at aflevere 1869 underskrifter til borgmester Finn Brunse.

Vil have ny dispensation

Underskriverne protesterer over, at to mindre taxaselskaber i Vissenbjerg og Assens ikke kan få forlænget deres dispensation til at drive selvstændig taxavirksomhed.

Borgerne mener, at kommunen vil tvinge de mindre selskaber ind i den store fælles-forretning Taxa Fyn

- Vi synes det er underligt, at man vil fratage gamle, veletablerede firmaer deres arbejde, og tvinge dem ind i et bestillingskontor, der har været meget fordyrene for taxa-selskaberne, siger Hanne Limkilde, der er en af de borgere, der har skrevet under.

Tvivlsomt om underskrifterne hjælper

1207 Taxa2

Assens-borgmester Finn Brunse (S) modtog de mange underskrifter foran rådhuset - men der er ikke meget, der peger i retning af, at de ændrer beslutningen.

- Det er synspunkter, der vil indgå, men miljø- og teknikudvalget har truffet en beslutning efter byrådets beslutning. Jeg synes ikke, der skal dispenseres mere, men hvis der er nye aspekter, så vil de indgå i overvejelserne, forklarer han.

Hanne Limple mener, at det er vigtigt for kommunen at beholde taxa-forretningerne med lokale chauffører med kendskab til området. Men det kan også lade sig gøre, mener borgmesteren.

- De er velkomne til at lave et bestillingskontor her i kommunen, der er ingen der siger, det skal være Taxa Fyn, siger Finn Brunse.

Den løsning finder de dog ikke økonomisk rentabel. Det vides endnu ikke, hvornår der kommer en afgørelse i sagen.

I øjeblikket er der en identisk sag i Svendborg, hvor Vester Skerninge Bilerne har lagt sag an mod kommunen.

Oversigt

    Oversigt