I det fynske folks tjeneste

Assens vil have fat i dig

Flyt til Assens Kommune! Det er kort og godt budskabet til fynske børnefamilier i kommunens forsøg på at lokke flere borgere til kommunen.

Assens kommune vil have fat i flere borgere, og man lancerer nu en stor kampagne for at få flere tilflyttere til kommunen.

Assens Kommune kører en målrettet tilflytterkampagne her i marts, og har lanceret hjemmesiden www.flyttilassens.dk , der også skal give nye borgere lyst til at rykke teltpælene op.

- I disse år flytter flere fra Assens Kommune end der flytter til. Det er et faktum, vi ikke kan komme uden om, siger borgmester Finn Brunse (S).

Inden arbejdet med hjemmesiden gik i gang, spurgte Assens Kommune de tilflyttere, der er kommet til kommunen om forskellige ting.

-Vi spurgte en gruppe vidt forskellige borgere, der inden for det sidste år, er flyttet til vores kommune, om en række ting i forbindelse med flytningen: Hvorfor valgte de Assens Kommune? Hvilke informationer havde de brug for, da de skulle flytte? Hvad savnede de? Tilflytterne efterspurgte i høj grad en praktisk indgang til Assens Kommune, der samtidig var overskuelig og "solgte" kommunen. Al den gode viden er der kommet www.flyttilassens.dk ud af, fortæller webmaster Anne-Mette Hoppe.

Assens i Rosengårdcentret

I forbindelse med, at den nye hjemmeside går i luften, kører der en kampagne primært i Odense, der er rettet mod par mellem 20 og 40 år.

Det er nemlig den gruppe, der er mest villige til at flytte til Assens Kommune.

- Vi vil ikke skyde med spredehagl, men i stedet gå efter en bestemt målgruppe. Derfor kører vi en kampagne i Odense, der starter med en lidt anderledes måde at møde målgruppen på, nemlig en stand i Rosengårdcentret lørdag den 16. marts, fortæller Finn Brunse.

Du kan se den nye hjemmeside her