Assens vil have flere i alkoholbehandling

Assens Kommune er en af mange, der i dag lancerede en kampagne for at få flere til at tage imod et tilbud om behandling for sit alkoholmisbrug.

I følge en ny undersøgelse kender 78 procent af danskerne ikke til muligheden for ganske gratis at få skræddersyet et behandlingsforløb for alkoholisme. Det vil de gerne ændre på nu.

Kampagnen, der hedder 'Få respekten tilbage', lanceres i samarbejde med Alkohol & Samfund og Trygfonden.

- Mange tror, at alkoholbehandling er noget med antabus eller døgnbehandling, hvor man bliver revet ud af sin hverdag. Men kommunernes gratis behandling rummer en bred vifte af tilbud, og den enkelte borger får et skræddersyet forløb, lyder det fra Mette Meldgaard, der er områdechef for sundhed i Trygfonden.

Behandlingen, der tilbydes er gratis og man har ret til at være anonym. Kampagnen skal køre til og med foråret 2015.

Fakta:

- I alt er 140.000 danskere afhængige af alkohol. 585.000 har et skadeligt forbrug.

- Hvert år er næsten 4000 dødsfald og 28.000 hospitalsindlæggelser relateret til alkohol.

- Mindst 122.000 børn skønnes at vokse op i familier med alkoholproblemer.

- Forskning viser, at det tager ca. 10 år for en alkoholiker at søge om hjælp til at komme ud af sit misbrug.

Oversigt

    Oversigt