I det fynske folks tjeneste

Asta og Amalie jagter bakterier: - Det er mega fedt

35.000 skoleelever er i disse dage med i verdenshistoriens største bakteriejagt i naturen. Blandt dem er Asta og Amalie fra Vibeskolen i Ullerslev

00:21

Asta Høi Jensen og Amalie K. L Christiansen fra 5. c på Vibeskolen i Ullerslev er med i masseeksperimentet. Video: Ole Holbech

Findes der bakterier i den danske natur, som kan lave yoghurt?

Det spørgsmål hjælper godt 35.000 skoleelever i uge 38, 39 og 40 med at besvare. Målet er at finde og kortlægge såkaldte probiotiske bakterier - altså arter med sundhedsfremmende egenskaber.

Opdateret

  • 20. sep 2018 kl. 14:55 Tilføjet kommentarer fra professor Oluf Borbye Pedersen.
  • 20. sep 2018 kl. 15:32 Tilføjet nye kommentarer fra Mads Bjørnvad.

Eleverne fra 5. c på Vibeskolen i Ullerslev er vilde med at deltage i forsøget.

- Det er mega fedt. Også i stedet for at sidde og læse på computeren hele dagen, så skal vi ud i naturen og finde noget, siger Asta Høi Jensen fra 5. c på Vibeskolen i Ullerslev.

- Det er sjovt, fordi vi er hele klassen samlet om en ting, siger Amalie K. L Christiansen fra 5. c på Vibeskolen i Ullerslev.

Læs også 18-årige Frederik efter EM i Science: Nu glæder jeg mig bare til VM

Leder efter sunde bakterier

Bakterier findes overalt

  • Der findes flere end en milliard forskellige bakteriearter.
  • Hvert menneske er hjem for en billion bakterier (1.000.000.000.000).
  • Kun en til to procent af verdens bakteriearter er fjendtlige overfor mennesket. 
  • Undersøgelser viser, at de danskere med færrest forskellige baktierier har en øget risiko for sygdomme. 
  • Hver femte danske har mistet omkring 40 procent af deres bakterierigdom.
Kilde: Oluf Borbye Pedersen, professor i menneskets tarmbakterier og specialist i intern medicin og endokrinologi ved Københavns Universitet.
Se mere

De sunde bakterier, man er på jagt efter, er mælkesyrebakterier, som i årtusinder er blevet brugt til at syrne mejeriprodukter.

Efter 24 timer i varmeskab skulle det så vise sig, om der har været gevinst. Og både Asta og Amalies prøver er lykkedes.

- Min prøve er blevet til yoghurt, og vandet har skilt sig fra yoghurten og plantedelene, fortæller Amalie K. L Christiansen.

- Min prøve er også gået godt. Den ligner en ost med mug på, siger Asta Høi Jensen.

Prøverne sendes til Novozymes

Yoghurtprøverne skal så sendes til videre analyse hos Novozymes, der er samarbejdspartner for eksperimentet.

Børnenes mikrobiologiske bidrag er del af årets Naturvidenskabsfestival. Denne afholdes af det nationale center for læring i natur, teknik og sundhed, Astra. Festivalens hovedformål er at give børn meningsfulde oplevelser med naturfagene.

I alt 1.100 elever fra 45 fynske skoler deltager i forsøget.

Læs også SDU-forskning: Kunstige dyrehjerner skal få robotter til at tænke selv

Professor: Elsk dine tarmbakterier

Professor i menneskets tarmbakterier og specialist i intern medicin og endokrinologi ved Københavns Universitet, Oluf Borbye Pedersen er glad for, at 1.100 fynske folkeskoleelever er på bakteriejagt.

- Det er vigtigt, at børnene bliver gjort opmærksom på alle de gode bakterier, der findes, fortæller professoren.

Han oplyser, at der findes flere end en milliard forskellige bakterier. Heraf er en til to procent farlige for mennesker.

- Jeg håber, at børnene fortæller deres forældre, at langt fra alle bakterier er farlige, forklarer Oluf Borbye Pedersen.

Håber at finde Danmarksbakterie

Mads Bjørnvad, der er afdelingsleder hos Novozymes, har store forhåbninger til de mange prøver.

- Vi håber på at finde en ny Danmarksbakterie, som vi kan sige er herfra og ikke er karakteriseret endnu, fortæller afdelingslederen.

De nye bakteriearter kan potentielt bruges i mange forskellige bioteknologiske sammenhænge. Én af mange mulige muligheder er inden for landbrug.

- Måske finder man en bakterie, der kan øge den næring, dyrene får ud af deres foder, siger Mads Bjørnvad. Han tilføjer:

- Det vigtigste for os er snakken om bakterier. Vi vil gerne fortælle den gode historie om bakterier, fortæller Mads Bjørnvad.

Alle interessante bakterier indsendes til en offentlig stammesamling - en såkaldt bakteriebank.

Til december vil Novozymes' analyser så vise, om der gemmer sig nye bakterier i Danmarks natur.

01:12

Asta Høi Jensen og Amalie K. L Christiansen fra 5. c på Vibeskolen i Ullerslev er med i masseeksperimentet.

Luk video

Fakta om Masseeksperimentet 2018

Masseeksperimentet er Danmarks største skoleeksperiment. Hvert år udvikles et nyt eksperiment i samarbejde med forskere.

Formålet med Masseeksperimentet er at give eleverne en oplevelse med virkelig forskning, afprøve naturvidenskabelig arbejdsmetode og give dem viden om naturfaglige emner.

Tidligere år har Masseeksperimentet bl.a. handlet om børns inkontinens og koncentration i skolen.

Masseeksperimentet er støttet af Industriens Fond og arrangeres af Astra – Nationalt Center for Læring i Natur, Teknik og Sundhed.
 
Læs mere på www.masseeksperimentet.dk