Asylansøgere gavner genbrugsbutikker

Flere fynske genbrugsbutikker oplever et markant forøget salg - det gælder ikke mindst i de byer, hvor der er asylcentre.

På Fyn er vi vilde med genbrug. Så vilde, at genbrugsbutikkerne har mere travlt end nogensinde før. Og årsagen skal blandt andet findes hos kunderne. For specielt i de byer, hvor der bor mange flygtninge eller asyansøgere har butikkerne ekstra travlt.

Hos Røde Kors har de fra 2014 til 2015 haft en stigning i omsætningen på syv procent i deres butikker på Fyn, og Kirkens Korshær har i samme periode haft en stigning på 17 procent. Det er især de mange flygtninge og asylansøgere, der er med til at øge omsætningen i genbrugsbutikkerne. Og det mærker de frivillige i Kirkens Korshær i Rudkøbing på Langeland.  

quote Mange af dem er blevet vores faste kunder, og det er rigtig dejligt

 

- Vi ser dem mere i bybilledet, og naturligvis mere her i forretningen. Mange af dem er blevet vores faste kunder, og det er rigtig dejligt, fortæller Sanne Jakobsen, der til daglig er formand i Kirkens Korshær i Rudkøbing.

- Samtidig er det vores sociale udsatte vi hjælper, når de handler. Det betyder lige så meget - om ikke mere, fortæller hun.

Nogle af forretningens faste kunder er familien Marasami, der bor på Asylcenter Holmegaard på Langeland. Den afghanske familie kommer tit og næsten alt, hvad de ejer er genbrug. På dagens indkøbstur har de fundet et par glas, de mangler til husholdningen:

- De her glas kostede kun fire kroner stykket, fortæller Parsto Marasami. Det meste han køber til sin familie bliver handlet i Kirkens Korshær.

 

Familien Marasami handler ofte i Kirkens Korshær, og næsten alt hvad de ejer er købt i genbrugsbutikken.
Familien Marasami handler ofte i Kirkens Korshær, og næsten alt hvad de ejer er købt i genbrugsbutikken.
Foto: Jonas Mattsson

 

Ligesom mange andre familier på asylcenteret kniber det med pengene, og genbrugsbutikkerne hjælper med at få økonomien til at hænge sammen. En familie med to voksne og to børn, der bor på et dansk asylcenter uden mad, modtager sammenlagt knap 3000 kroner hver anden uge. De penge skal altså række til hele familiens forbrug.

Hos Kirkens Korshær er man da heller ikke i tvivl om, hvorfor netop så mange flygtninge og asylansøgere handler i forretningen:

- De har ikke så mange penge at gøre godt med, så de er nødt til at vælge ud, for at få sig et acceptabelt hjem. Og de fleste af dem har jo også mange børn, så der skal jo mange penge til, fortæller Anette Ovesen, der er frivillig i genbrugsbutikken.

Når dagen er ovre er Sanne Jakobsen godt tilfreds med fremgangen for genbrugsbutikken, for pengene går videre til et andet socialt formål.

- Det er jo win-win, for i sidste ende giver de jo også noget tilbage til dem selv og det er dejligt, fortæller hun.

 

FAKTA:

 

 

Oversigt

    Oversigt