Asylbørn til julefest: Danmark er det bedste land i Europa

Julemanden var det store hit, da der var julefest på asylcentret i Nyborg søndag. Alle børn fik en gave med hjem.

Julefestlighederne var godt i gang på asylcentret i Nyborg søndag, hvor der blev danset, og børnene fik gaver af julemanden. Hosnija Sedighi, der bor på asylcentret, fejrede jul for første gang, og hun er umiddelbart begejstret for verdens største højtid.  

- Jeg synes, det har været hyggeligt med julemanden, der giver gaver til alle børn. Jeg tror, at alle børnene her er glade. Jeg synes, Danmark er det bedste land i hele Europa, siger Hosnija Sedighi.

 

Anne Helms, der er medarrangør af julefesten i Nyborg, fortæller, hvorfor hun sammen med sin mand har taget initiativ til at få en julefest op at stå for byens asylansøgere.

- Der skal ske noget for dem, der bor her. Tid er det eneste, de har for meget af, og de sidder og glor ind i nogle betonvægge altid, siger Anne Helms.

Alle asylbørn får en julegave

Med hjælp fra sponsorer og frivillige har arrangørerne fået samlet ind, så børnene får en gave med sig hjem.

- Vi har samlet brugt legetøj sammen, så børnene kan få gaver. Vi har pyntet op, så børn og voksne kan mærke, at vi har villet have, at de skulle have en god dag. Det er sådan noget med at føle sig velkommen i Danmark, siger Anne Helms, der dog understreger, at man selvfølgelig tager hensyn til, at flygtninge ofte har en anden religiøs overbevisning.

- Stille og roligt uden religiøse ting prøver vi at introducere dem til, hvordan danskerne holder jul, forklarer Anne Helms om integrationsprojektet.

Asylcentret i Nyborg har cirka 250 beboere. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt