Asylchef: Vi har ikke problemer med personalet

De mange problemer på Langelands asylcentre skyldes ikke mangler hos personalet, siger Langelands asylchef.

Langelands asylchef Ulrik Pihl mener ikke, at de mange sager, der har ramt kommunens asylcentre gennem den seneste tid, falder tilbage på personalet. Tværtimod mener han, at kommunens personale er klædt på til at løse opgaven.

Den seneste sag, hvor det er kommet frem, at nogle ældre drenge havde misbrugt nogle yngre seksuelt i et hemmeligt rum i centret Præstegaard ved Faaborg, synes han, både blev opdaget hurtigt og håndteret hensigtsmæssigt.

- Vi betragter asylansøgerne som ganske almindelige mennesker, men i en unormal situation. Det er det udgangspunkt vi har i forhold til vores personalebemanding, siger han.

Særlig indsats en periode
Når der så opstår episoder, vurderer kommunen, om der skal sættes særligt ind i en periode.

- Når det så sker nogle uhensigtsmæssigheder, går vi i dialog med Udlændingestyrelsen, om hvordan kan vi tackle den konkrete situation. Og ofte får vi en bevilling, som gør, at vi kan få en øget personalebemanding, indtil problemerne er lagt ned, forklarer han.

Ulrik Pihl vil ikke give nogen garantier for, at der ikke også i fremtiden dukker lignende sager op, men forklarer, at alle sager evalueres individuelt for at tage stilling til, hvordan de skal håndteres fremadrettet.

- Hver gang vil vi har haft en episode, lærer vi af det.

Fag- og ikkeuddannet personale
Han understreger, at der ikke bare er tale om ufaglært personale. Arbejdet på centrene understøttes af lærere, psykologer og socialrådgivere.

- Vi har et stort personale til at håndtere de her sager

Asylchefen ærgrer sig over, at der er kommet fokus på de mange enkeltsager.

- Jeg synes, det kunne være interessant at spørge de 1600 asylansøgere, vi har indkvarteret, hvordan de rent faktisk oplever vores asylcykelcentre og vores personale.

Oversigt

    Oversigt