Atomchef: Tættere på atomdepot i udlandet

Der er tegn på, at Danmark kan sende dele af radioaktivt affald fra Risø til udlandet, fortæller direktør.

Der er nu en mulighed for, at Danmark kan sende det mest kontroversielle atomaffald fra Risø til udlandet. Det drejer sig om 233 kilo langlivet atomaffald, såkaldt forsøgsbrændsel.

- Vi er tættere på en løsning, end vi har været før. Det ser ikke længere umuligt ud, siger Ole Kastberg Nielsen, direktør for Dansk Dekommissionering til Ingeniøren.

Der fuld gang i diskussionerne om et muligt slutdepot for alt affaldet fra Forsøgsstation Risø. Et flertal af partier uden om S-R-SF-regeringen har rejst tvivl om sundhedsminister Astrid Krags (SF) plan for placeringen af det radioaktive affald.

Den plan arbejdede med at placere affaldet på en af fem danske muligheder - blandt dem Kertinge Mark ved Kerteminde.

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti kræver, at sundhedsministeren kigger på, om ikke de i alt mellem 5.000 og 10.000 kubikmeter lav- og mellemradioaktivt affald kan blive sendt til udlandet.

Og Enhedslisten har allerede forlangt flere undersøgelser af, om det måske ikke er bedst at lade det radioaktive affald blive på Risø.

Han understreger, at intet er sikkert endnu, og han vil ikke løfte sløret for, hvilke lande Dansk Dekommissionering og Udenrigsministeriet har haft positive forhandlinger med. Men der skal have været samtaler med syv eller otte lande.

- I samarbejde med Udenrigsministeriet har vi skabt kontakter gennem diplomatiske kanaler og vores internationale netværk, men hvilke lande der er tale om, vil jeg helst ikke afsløre endnu, siger Ole Kastberg Nielsen til Ingeniøren.

Udmeldingen fra direktøren kommer efter, at Danmark i de senere år forgæves har forsøgt at få udlandet til at aftage de 233 kilo "særligt langlivet affald".

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, erkendte så sent som onsdag over for Information, at problematikken omkring atomaffaldet fra Risø er meget vanskelig at få hul på.

- Hvis vi ikke kan komme af med de 233 kilo, så er der jo heller ikke nogen mulighed for at komme af med det hele, sagde Flemming Møller Mortensen til Information.

Oversigt

    Oversigt