Atommøde med minister

Kertinge Mark er stadig i spil som depot for atomaffald fra Risø. Når Kertemindes borgmester torsdag skal mødes med sundhedsministeren bliver det med en række krav til den fortsatte proces.

Torsdag middag har sundhedsminister Astrid Krag inviteret til møde. Borgmestrene fra de fem kommuner, der stadig kan ende som depotsted for atomaffaldet, møder op.

- Der er lagt op til at det er et orienteringsmøde, men vi møder nu op med krav om, at vi kommuner skal inddrages mere i den videre proces, siger Kerteminde-borgmester Sonja Rasmussen (Borgerlisten) til TV 2/FYN.

- Jeg må indrømme, at jeg ikke har de store forventninger til, at ministeren kan give os nogle klare svar, men vi vil da prøve, siger borgmesteren.

I første omgang arbejdede ministeriet på at udpege det bedst egnede sted i Danmark til atomdepot. Men den endelige beslutning er nu udskudt til slutningen af 2013. I mellemtiden skal også to andre muligheder skal undersøges. Den ene er en såkaldt "nul-løsning", der går ud på, at affaldet midlertidigt skal opbevares på Risø. Den anden er muligheden for eksport.

- Vi vil have mulighed for at sikre, at vi kommuner kan følge med i, om de andre løsninger bliver undersøgt godt nok, siger Sonja Rasmussen.

Senere på året vil arbejdsgruppen på baggrund af det samlede materiale og den strategiske miljøvurdering indstille to områder til videre detaljerede feltundersøgelser.

Læs de foreløbige rapporter om depoterne her

Oversigt

    Oversigt