Australier vandt den fynske etape

Brian Holm fik endelig sin rigtige vinder, da australieren Mark Renshaw tog sig af sejren på fjerde etape i Post Danmark Rundt efter en massespurt i Odense.

Team HTC-Columbias sportsdirektør sagde efter første etape, som blev vundet af Renshaws holdkammerat Matthew Goss, at han helst havde set Mark Renshaw tage sejren - som et slags plaster på såret, efter at Renshaw blev smidt ud af dette års Tour de France.

Mark Renshaw vandt fjerde etape fra Nyborg til Odense foran netop holdkammeraten Matthew Goss, mens Team Saxo Banks Alex Rasmussen kom ind på en tredjeplads.

Fire ryttere var på den 100 kilometer lange etape i en god periode i udbrud, men feltet satte tryk på mod afslutningen, og de tre sidste omgange i Odense centrum endte i en dramatisk massespurt, hvor belgiske Michael van Stayen styrtede på opløbsstrækningen.

Team Saxo Banks Matti Breschel blev nummer 11 og beholder dermed sin gule førertrøje. Han har 10 sekunder ned til holdkammeraten Jakob Fuglsang inden enkeltstarten, der køres lørdag aften.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt