Autohjælp for cykler: Mussie rykker ud når du punkterer

Iværksættere fra Vollsmose står bag den nystartede virksomhed Fix'n'bike, der rykker ud og reparerer cykler som cyklisternes svar på autohjælp.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis din cykel punkterer på vej til arbejde, eller dækkene er flade og du skal møde på studiet, så er der hjælp at hente. Den nystartede virksomhed Fix'n'Bike rykker ud og tilbyder at hente både dig og din cykel. De lapper cyklen på stedet eller sørger for en lånecykel.  

Ideen er at tilbyde kunderne et serviceabonnement til cyklister, ligesom bilister har autohjælp i dag. Indtil nu har 300 cyklister i Odense tilmeldt sig ordningen, der skal sikre at de når frem i tide. 

quote Det er ikke bare et projekt for sjov, men betyder faktisk noget og kan gøre en forskel for folk, der har mistet tråden. Samtidigt kan jeg være fri og selv bestemme. Det gør mig virkelig lykkelig, jeg har aldrig været så glad for et arbejde før

Zohore Serge Bodjo, souschef  i Fix'n'Bike

En af dem er Morten Hjordt, der er studerende på University College Lillebælt. Han har ringet til Fix'n'Bikes vagtcentral, fordi han står og skal hente sine børn, og cyklen er flad. Det koster ham 80 kroner at få lappet cyklen.

- Det er genialt. Det betyder, at jeg kan komme hjem og hente mine børn fra institution til tiden. Så det betyder rigtig meget for mig, at de kommer med det samme, i stedet for at jeg selv skal ud og lede efter en mekaniker, siger han.

 

Zohore Serge Bodjo er souschef i Fix'n'Bike. Virksomheden er det eneste cykelværksted i Danmark, der er etableret som socialøkonomisk virksomhed. Virksomheden har folk i jobtræning og praktikker og er indtil videre 8 tilknyttede.
Zohore Serge Bodjo er souschef i Fix'n'Bike. Virksomheden er det eneste cykelværksted i Danmark, der er etableret som socialøkonomisk virksomhed. Virksomheden har folk i jobtræning og praktikker og er indtil videre 8 tilknyttede.
Foto: Anders Høgh

Tjener penge med socialt formål

Fix'n'Bike er det eneste cykelværksted i Danmark, der er etableret som socialøkonomisk virksomhed. De har folk i jobtræning og praktikker og er indtil videre otte tilknyttede.

Ideen er opstået i Odense-bydelen Vollsmose for to et halvt år siden. Quasim Ahmed fra Q's Barbershop mødte mange unge ledige, der gerne ville i arbejde. Han ville gerne skabe en succes i stil med onlinevirksomheden Just Eat og blev inspireret af Danmark som cykelnation.

-Hvis vi gør det rigtigt, så tror vi på, at virksomheden kan tilbyde en service, der kan bruges mange andre steder end lige Odense, siger han.

 

Tredelt bundlinje

Ideen er at skabe en socialøkonomisk virksomhed, som tager folk ind, der skal have en chance på arbejdsmarkedet. 

Så virksomheden arbejder med en bundlinje, der er delt i tre med lige dele fokus på sund økonomi, social ansvarlighed og hensyn til miljøet. Som registreret socialøkonomisk virksomhed skal 70 procent af overskuddet geninvesteres i virksomheden eller i andre socialøkonomiske virksomheder.

-Jeg kan godt selv finde ud af at lappe min cykel, men med to børn og lektier kan det være svært at nå. Jeg synes, det er genialt for folk, der ikke har tid eller ikke kan finde ud af at lappe deres cykler, siger den faste kunde Morten Hjordt.

For souschef Zohore Serge Bodjo har det vist sig, at man sagtens kan tjene penge og samtidig tage et socialt ansvar.

-Det er ikke bare et projekt for sjov, men betyder faktisk noget og kan gøre en forskel for folk, der har mistet tråden. Desuden kan jeg være fri og selv bestemme. Det gør mig virkelig lykkelig, jeg har aldrig været så glad for et arbejde før, siger han.

 

Blåstempling fra Den Sociale Kapitalfond

I efteråret 2015 blev Fix'n'Bike udvalgt til programmet Social Start Up under Den Sociale Kapitalfond. Programmet henvender sig til nystartede virksomheder, der har både fokus på at lave en sund forretning og samtidig tage et socialt ansvar.

Fakta om Den Sociale Kapitalfond

Virksomheden fik 100.000 kroner og rådgivning til forretningen. Pengene forsvandt hurtigt, men har været med til at blåstemple og udvikle Fix'n'Bike, der nu har skrevet kontrakt med Odense Kommune. 

 

Får flere ansatte

De skal stå for vedligholdelsen af samtlige institutionscykler i kommunen. Det betyder et årligt eftersyn og reparation af både mooncars, trehjulede og elcykler i samtlige af kommunens institutioner. Hos Børnehuset Fyrretræet i Vollsmose betyder det en stor forskel for personalet, når de cykler ud af huset.

- Det har betydet at vi ved, at cyklerne er i orden, og at hvis der sker noget undervejs, så bliver vi samlet op og kommer hjem igen. De ordner cyklen, og det er rigtig rart. Førhen kunne der gå lang tid, siger daglig leder Susan Steimle.

For virksomheden har aftalen haft stor økonomisk betydning og medført ansættelse af endnu en medarbejder. De er nu ialt otte ansatte og praktikanter, men forventer at blive flere.

Bilerne fra Fix'n'Bike rykker også ud til institutioner i Odense Kommune og vedligeholder cykler. En aftale med Kolding Kommune er på trapperne. Foto: Anders Høgh
Bilerne fra Fix'n'Bike rykker også ud til institutioner i Odense Kommune og vedligeholder cykler. En aftale med Kolding Kommune er på trapperne. Foto: Anders Høgh
Foto: Anders Høgh

For Kolding Kommune er interesseret i at skrive under på en lignende aftale. Udover vedligehold af institutionscyklerne vil kommunen gerne have akuthjælp og service til dagplejernes elbarnevogne.   

- De tager afsted med fire børn, så hvis de får en punktering er det virkelig besværligt. Der kan gå lang tid, før de får hjælp i dag, men vi kan rykke ud samme dag, siger souschef Zohore Serge Bodjo.

 

 

Landsdækkende ambitioner

Han har en liste med tyve kommuner, som virksomheden går efter aftaler med. Målet er at blive landsdækkende med en nye app, som er på trapperne.

Et korps af mekanikere skal tilknyttes rundt omkring i landet, og app'en baseres på deleøkonomi. Cyklisten logger sig ind og beskriver reparationen, der skal laves. Nyt er det, at kunden selv definerer budgettet. Man skriver selv prisen, og en lokal mekaniker byder ind via app'en til at rykke ud og udføre opgaven.

Fix'n'Bike driver platformen og tager 10 procent i administrationsomkostninger, men undgår lønudgifter. Det ser Zohore Serge Bodjo et stort potentiale i.

-Ti procent er ikke meget, men vi håber, den bliver megapopulær, siger han.

App'en bliver releaset 1. juli.

Oversigt

    Oversigt