I det fynske folks tjeneste

Autohjælp: Kæmpe svindelsag afdækkes i Odense

Sagen mod den tidligere indehaver af Redningsgruppen strækker sig over 18 retsdage. Foto: arkiv

Tidligere ejer af Redningsgruppen tiltalt for svindel for 36 millioner kroner. Sagen, der har tråde til Middelfart, omfatter bl.a. groft skyldnersvig, bedrageri, dokumentfalsk og regnskabssvindel.

Der er afsat 18 retsdage, når byretten i Odense onsdag tager hul på en omfattende svindelsag mod den tidligere ejer og direktør i Redningsgruppen.

Redningsgruppen og en række tilknyttede selskaber ville tage kampen op med Dansk Autohjælp og Falck på autohjælps- og redningsmarkedet, men i stedet for en blomstrende forretning, endte koncernen i en dramatisk konkurs og altså nu - en omfattende retssag mod den 44-årige hovedperson i sagen.

Ifølge anklageskriftet endte konkursen med en gæld på 55 millioner kroner til kreditorerne, der bl.a. tæller flere banker, leasingselskaber, forsikringsselskaber og underleverandører.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale for svindel for 36,2 millioner kroner.

Grov svindel

Anklageskriftet, der er på en snes sider, oplister bl.a. skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, konkursrytteri, grov overtrædelse af bogføringsloven, dokumentfalsk af særlig grov karaktér og bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

Sagen omhandler en lang række ulovlige dispositioner i perioden 2008 til udgangen af 2014.

Sagen er henlagt til retten i Odense, fordi efterforskningen oprindelig startede med undersøgelse af selskaber i Middelfart og Nr. Aaby med forbindelse til Redningsgruppen, men sagen omhandler også forhold i Aabenraa, Esbjerg, Fredericia, Hjørring, Randers og Risskov.

Samtlige selskaber med undtagelse af ét er tvangsopløst af Erhvervsstyrelsen på grund af manglende regnskab, manglende lovlig ledelse eller revisor, eller fordi selskaberne ikke har levet op til kravene om lovlig indskudskapital.

Det fremgår af anklageskriftet, at kreativiteten har været stor i Redningsgruppen og tilknyttede selskaber, der har tråde til koncernens tidligere ejer, bestyrelsesmedlem og direktør.

Uanset hvilken titel, der er tale om, har anklagemyndigheden konkluderet, at den 44 årige har haft bestemmende indflydelse på firmaerne og råderet over deres midler.

Galleriet af de påståede ulovligheder gælder bl.a. falske fakturaer og vurderinger, der er brugt til belåning samt usande oplysninger om et selskab på Cypern, som angiveligt skulle være god for knap 7 millioner kroner.

Pengene i det cypriotiske selskab skulle være tjent ved ejendomshandel i Dubai og aktiverne bl.a. omfatte to ejerlejligheder i Berlin - men intet af det passede.

Svindlen er ifølge anklageskriftet bl.a. gået ud over Leasing Fyn, der fik oplyst en forkert vurdering på en lastbil og dermed mistede 369.000 kroner, men også Nykredit Bank i Hjørring, Nordea Erhverv i Århus, Sparekassen Vendsyssel og Nordea Finans Danmark har mistet penge.

Flere gange er beløb indgået på den 44-årige eller dennes hustru konti fremfor at lade kreditorerne få gavn af pengene. Dermed er der begået skyldnersvig, konkluderer anklagemyndigheden.

Det har heller ikke været let at være revisionsfirma i de mange selskaber.

Ifølge anklageskriftet har Lillebælt Revision i flere tilfælde ikke kunnet få adgang til at udføre det nødvendige revisionsarbejde.

Sagen er så omfattende, at en del af retsmøderne er henlagt til februar og marts næste år.

Anklagemyndigheden kræver den tiltalte 44-årige idømt fængselsstraf.

Retssagen omhandler disse selskaber

MMH Engros handel og Service Aps. - Aabenraa.
EMVA Holding Aps. - Nørre Aaby.
Vejpatrulje/assistance-DK Aps. Århus.
Dansk Redningskorps A/S - Middelfart.
Dansk Redningskorps Brand og Redning A/S - Nørre Aaby.
Dansk Rdningskorps Vagcentral A/S - Nørre Aaby.
Redningskorps Danmark A/S Holding - Middelfart.
RKDK Vagtcentral A/S - Middelfart.
RKDK Brand og Redning A/S - Middelfart.
RKDK Autohjælp A/S - Middelfart.
RKDK Security Group A/S - Middelfart.
EMVA Ejendomme Aps. - Randers.
Truck-Center Hjørring - Hjørring.
Nordjysk Autohjælp DK Aps. - Hjørring.

*Flere af selskaberne har skiftet adresse og navn siden etableringen.


 

 

04:26

Erhvervsredaktør Ole Frank Rasmussen forklarer den omfattende sag.

Luk video

 

 

Ved du noget? Så send os et tip