I det fynske folks tjeneste

Ingen avis: Igen ramt af konflikt med trykkere

Jysk Fynske Medier igen ramt af konflikt ´hos trykkerne. Foto: Peter Bergman

Fynske Mediers udgivelser ramt af arbejdsnedlæggelser i Odense. Nu søger koncernen nye trykkeriarbejdere.

I sidste måned nedlagde trykkeriarbejderne i Jysk Fynske Medier arbejdet i protest mod lønreduktioner på 10,81 procent.

Mandag var den gal igen, og det har betydet, at Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Fredericia Dagblad, ikke udkom i dag, mandag, oplyser Media Watch.

Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende vil ikke udkomme tirsdag oplyser aviskoncernen.

Aviserne kan dog læses på nettet.

Konflikten er ifølge fyens.dk spidset så meget til, at avisen nu søger nye trykkere.

En enkelt trykker har sagt op, men ifølge administrerende direktør Jesper Rosener afsøger koncernen nu markedet i det tilfælde, at man ikke kan blive enige med de 19 trykkere, der er ansat i Odense.

Uenigheden mellem ledelsen og trykkeriarbejderne skyldes en spareplan med en reduktion på 10,81 procent af lønomkostningerne i alle afdelinger. Trykkeriarbejderne er af ledelsen blevet varslet om, at besparelsen skal findes via reduktion i lønnen.

Der er berammet møde i Arbejdsretten tirsdag.

 

 

Ved du noget? Så send os et tip

FYN NU