Avis: Rynkeby til salg

Den fynske juicefabrikant Rynkeby, der i 17 år har været ejet af Arla, kommer efter alt at dømme på nye hænder. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisens erhvervsmedie Finans har Arla for nylig holdt en såkaldt beauty contest, hvor investorer fra Danmark og Norden har givet deres bud på, hvordan Rynkeby skal sælges fra - og hvad der skal stå på prisskiltet.

Flere kilder oplyser, at prisen ventes at komme til at ligge på mellem 1,0 og 1,5 milliarder kroner, hvilket vil gøre det til et af de største frasalg for Arla de senere år.

Koncernen er i gang med at trimme kerneforretningen og solgte sidste år også emballageproducenten Danapak.

Rynkebys administrerende direktør, Jørgen Dirksen, afviser over for fyens.dk, at Arla skulle være i gang med at sælge den midtfynske juicefabrik, men bekræfter, at der har fundet en intern vurdering af virksomheden sted.

Oversigt

    Oversigt