Axelsen fik svær modstander

Viktor Axelsen skal møde verdens nummer to, Chen Long, i første runde ved All England.

Den danske badmintonkomet Viktor Axelsen skal spille op til sit absolut bedste, hvis han skal have nogen form for chance i sin første runde-kamp ved All England.

Lodtrækningen formede sig sådan, at den 20-årige odenseaner skal møde verdensranglistens nummer to kineseren Chen Long.

De to har mødt hinanden en gang tidligere, og i det møde kan danskeren faktisk finde optimisme til at begå den helt store overraskelse.

Tilbage i 2012 ved China Masters formåede Axelsen at vinde et tæt første sæt med cifrene 22-20.

Men så fik Chen Long dog styr på kampen og vandt de to næste sæt 21-7, 21-8.

I kraft af sin seedning som nummer fire kommer Jan Ø. Jørgensen på en mere overkommelig opgave i første runde, som dog kan blive svær nok.

Danmarks bedste herresingle skal møde Son Wan Ho fra Sydkorea, der rangerer som nummer 13 i verden.

Den sidste danske deltager i herresingle Hans-Kristian Vittinghus, der i weekenden nåede finalen ved German Open, skal møde verdens nummer 33 Tian Houwei. Vittinghus ligger selv nummer 25.

Alle tre kampe spilles onsdag.

Oversigt

    Oversigt