I det fynske folks tjeneste

Viktor Axelsen er i kvartfinalen ved All England

Viktor Axelsen vandt i tre sæt over sydkoreaneren Son Wan Ho.

Det fynske badminton-es, Viktor Axelsen er videre til kvartfinalerne ved All England.

Viktor Axelsen er klar til kvartfinalerne ved All England i Birmingham.

Den fynske badmintonspiller vandt torsdag 21-19, 22-24, 21-12 over sydkoreaneren Son Wan Ho, der er nummer 13 på verdensranglisten.

Viktor Axelsen havde tre matchbolde i andet sæt, men han formåede ikke at lukke kampen på det tidspunkt.

Fynboen, der rangerer som nummer seks i verden, var bagud 14-17 i første sæt, men fra stillingen 18-19 sikrede han sætsejren med tre point på stribe.
I andet sæt kom 22-årige Viktor Axelsen bagud 2-6, inden han tiltvang sig kontrol med sættet. Son Wan Ho var dog ikke slået og afværgede tre matchbolde, inden han vandt sættet.

I tredje sæt fulgtes de to spillere ad frem til stillingen 6-6. Herefter tog Viktor Axelsen et ordentligt ryk med syv point på stribe, og derefter sikrede han sejren.

I kvartfinalen venter sandsynligvis den topseedede kineser, Chen Long. Verdensmesteren fra Kina, der sidste år besejrede Jan Ø. Jørgensen i All England-finalen, skal dog først besejre landsmanden Xue Song senere torsdag.

Vittinghus videre

Hans-Kristian Vittinghus er også videre efter et stort comeback i tredje sæt mod B. Sai Praneeth.
Inderen, der overraskede ved at besejre andenseedede Lee Chong Wei fra Malaysia i første runde, tabte til sidst 21-12, 11-21, 16-21 til den 30-årige dansker.

I tredje sæt var Hans-Kristian Vittinghus bagud 3-10, men herefter scorede danskeren otte point på stribe og vandt senere sættet og kampen.
I kvartfinalen skal han møde tyske Marc Zwiebler.

 Eftersom Jan Ø. Jørgensen også vandt sin kamp tidligere torsdag, har Danmark tre spillere med i kvartfinalerne i herresingle.
 

Ved du noget? Så send os et tip