I det fynske folks tjeneste

Axelsen til All England: Kvalen er tricky

Badmintontalentet Viktor Axelsen skal tirsdag vinde to kampe på en halv dag i kvalifikationen til All England.

Viktor Axelsen forventer en hård tirsdag, når han skal forsøge at spille sig frem til hovedturneringen ved sit første All England.

I kvalifikationen skal den 18-årige dansker klare sig helskindet igennem to svære kampe.

- Turneringen er jo sindssyg stærkt besat, og det er kvalifikationen også. Det bliver to hårde kampe, siger Viktor Axelsen.

I første kamp klokken 11:35 venter Suppanyu Avihingsanon fra Thailand.

- Det bliver svært, men jeg har bestemt gode chancer, for jeg har slået ham i Malaysia for ikke så lang tid siden.

- Hvis jeg vinder, så venter der endnu en svær kamp, hvis jeg skal videre.

- I kvalifikationen skal man spille to kampe på en halv dag, og det er lidt tricky. Meget afhænger af, hvem der har lidt ekstra at skyde med i benene, forklarer Viktor Axelsen og fortæller, at han har det fint og føler sig klar.

- Jeg glæder mig helt vildt til at spille her. Det er mit første All England.

- Det er specielt. Det er en turnering, som er traditionsrig og er lidt som Wimbledon i tennis, vurderer danskeren.

Peter Gade, Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus deltager også i herresingle ved All England. De er dog allerede tre med i hovedturneringen.

Ved du noget? Så send os et tip