Axelsen trækker sig fra DM med skade

Den fynske badmintonspiller Viktor Axelsen er blevet skadet og trækker sig derfor fra dagens DM-kvartfinale.

Den fynske verdensstjerne indenfor badminton, Viktor Axelsen, har pådraget sig en skade i venstre lyske. Det betyder, at han ikke kan stille op til dagens kvartfinalekamp mod Steffen Rasmussen ved danmarksmesterskaberne. 

Verdensmesteren fra 2017 fik i mandags et riv i sin venstre lyske, og siden da har han ikke kunnet træne med høj intensitet. 

- I mandags under træning mærkede jeg et riv i min venstre lyske og fik det tjekket af Team Danmarks læger. Siden har jeg desværre ikke været i stand til at træne, og jeg vil desværre heller ikke være i stand til at spille kamp. Jeg havde glædet mig til at spille DM, men nu må jeg håbe på, at jeg bliver klar til EM for hold i næste uge på hjemmebane, siger Viktor Axelsen.

 

 

En ultralydsscanning af Viktor Axelsens lår viste, at muskelfibrene i den venstre lyske er lettere overrevet. Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Der er ikke noget overblik over, hvor længe skaden holder badmintonstjernen væk fra banen, men Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, håber, at den 24-årige Axelsen bliver klar til EM for hold.

- Viktor havde et hårdt 2018 med skader, så vi krydser fingre for, at han ikke løber ind i et længere skadesforløb nu her. Det er ærgerligt, at han ikke kan vise sig frem foran tilskuerne i Aarhus, men nu må vi håbe, at han når at blive klar til næste uges EM for hold på Frederiksberg, hvor vi har en målsætning om at forsvare vores guldmedalje, forklarer Jens Meibom.

Viktor Axelsen har en gang tidligere vundet danmarksmesterskabet i badminton i herresingle. Det var tilbage i 2013-2014 sæsonen.

 

Oversigt

    Oversigt