I det fynske folks tjeneste

Axelsen vinder kvartfinale og møder verdensmester i Tokyo

Den fynske verdensetter vandt i to sæt over indoneser ved Japan Open og møder Kento Momota i semifinalen.

Axelsen vandt over Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien. Nu er han videre. Foto: Toshifumi Kitamura/ Ritzau Scanpix

Den detroniserede verdensmester i herresingle møder den nykårede VM-guldvinder, når semifinalerne ved badmintonturneringen Japan Open spilles lørdag.

Det blev et faktum fredag, da Viktor Axelsen spillede sig videre fra kvartfinalen med en sejr i to sæt over Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien.

Det skete med cifrene 21-17, 21-15 i den topseedede danskers favør.

Fynboen stormede frem

Anthony Sinisuka Ginting, der er nummer ti på verdensranglisten, var foran flere gange i begyndelsen af første sæt, men fra stillingen 9-9 rykkede Viktor Axelsen fra sin modstander.

Andet sæt var lige frem til stillingen 12-12, hvor danskeren snuppede tre point på stribe.

Anthony Sinisuka Ginting fik reduceret til 15-17, hvorefter Viktor Axelsen lukkede kampen med fire point i træk.

I semifinalen skal den 24-årige dansker, der sidste år vandt VM, møde den jævnaldrende Kento Momota.

Den tredjeseedede japaner, der vandt VM-guld i august, udraderede i sin kvartfinale 34-årige Lin Dan.

Den kinesiske legende, der har vundet VM-guld fem gange og OL-guld to gange, var uden chance og tabte 8-21, 10-21.

Den anden semifinale bliver et anliggende mellem sydkoreanske Lee Dong Keun og thailandske Khosit Phetepradab.

Læs også Fynske Mathias Boe lider sjældent nederlag til hollændere