I det fynske folks tjeneste

Axelsen viser storspil og er klar til VM-kvartfinale

Viktor Axelsen fik kamp til stregen af verdens nummer seks, men bookede alligevel billet til VM-kvartfinalen.

Foto: Robert Perry/ Scanpix

Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen spillede sig torsdag frem til VM-kvartfinalen i Glasgow med en sejr i to sæt over Ng Ka Long Angus fra Hongkong i ottendedelsfinalen.
Sejrscifrene lød på 21-17, 21-13.

Sejren kom i hus efter en meget velspillet kamp fra Axelsen, der dog også fik kamp til stregen fra sin modstander fra Hongkong. 

Viktor Axelsen startede godt offensivt og viste i begyndelsen af første sæt noget af sit bedste spil ved VM indtil videre. Den danske badmintonstjerne, der er nummer tre i verden, virkede i fuld kontrol, da han bragte sig foran med 15-8 i første sæt.

Læs også Axelsen opdagede ikke, han blev snydt: - Det må ikke kunne ske

Herefter kom modstanderen pludselig bedre med i opgøret og reducerede undervejs i første sæt til 15-17. Axelsen holdt dog hovedet koldt og kørte sejren i første sæt forholdsvist sikkert hjem. 

I andet sæt var det Ng Ka Long Angus, der er nummer seks på verdensranglisten, der begyndte bedst. 4-1 lød hans føring, inden Axelsen svarede igen.

Danskeren udlignede til 4-4 med en forrygende returnering, og stille og roligt fik Axelsen overtaget i duellen. 12-7 bragte han sig foran godt halvvejs i sættet.

På trods af et par små udsving fra Axelsen lykkedes det for danskeren at bevare føringen, og han sikrede sig sejren på sin første matchbold i andet sæt.