Børnegigt opdaget gennem Facebook

I seks år var Anton handicappet af uforklarlige smerter i benene. Lægerne afviste diagnosen børnegigt, men efter at Antons forældre lagde en video på Facebook, blev Anton endelig hjulpet.

I dag er Anton otte år, og kan nu løbe og lege som alle andre drenge i den alder. Men sådan har det ikke været de sidste seks år.

- Selvom Anton er en rigtigt glad dreng, har han jo slet ikke haft en barndom som alle andre. Han er vild med at stå på skateboard, men han har så tit siddet på en sten ude foran vores hus og kigget på, at de andre drenge fra vejen legede eller kørte på skateboard, siger Nitja Larsen, mor til Anton i Gigtforeningens blad LedSager.

Lægerne på OUH afviste, at Anton havde børnegigt, og mente i stedet, at diagnosen var dystoni, der er en neurologisk muskelsygdom. Men den medicin han fik mod denne lidelse virkede ikke, og Anton blev mere og mere plaget af smerter, og kunne intet fysisk foretage sig efter klokken 15 om eftermiddagen. Ofte vågnede han op om natten med voldsomme smerter.

En undersøgelse på Rigshospitalet konkluderede ligeledes, at Anton havde dystoni.

I april i år, da Antons far hentede ham hos en legekammerat, besluttede forældrene at lave et nødråb på Facebook.

- Det var en svær beslutning. Vi ville gerne beskytte ham, men var samtidig så frustreret over at jeg og sundhedssystemet ikke kunne hjælpe ham, siger Claus Larsen.

Forældrene lavede en video, der viste drengens problemer med at bevæge sig, og lagde den på Facebook. Filmen blev delt hundredvis af gange, og forældrene fik masser af henvendelser - blandt andet fra læger i Tyskland. Pludselig blev Antons familie indkaldt til en samtale på OUH, og efter halvanden time fik Anton diagnosen børnegigt.

- Selvom vi var meget lettede over, at der nu var stillet en bedre diagnose, var det også enormt frustrerende, at de ikke tidligere havde undersøgt ham for børnegigt, men bare holdt fast i, at det var en neurologisk sygdom, siger Claus Larsen.

Denne sommer har Anton for første gang nogensinde kunne lege og cykle på lige fod med andre børn.

Antons forældre har nu klaget over den manglende diagnose, og sagen er indbragt for patientklagenævnet og erstatningsklagenævnet.

Se videoen med Anton

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt