B1913 overtager FC Fyn Talent

Efter at FC Fyn torsdag har indgivet konkursbegæring overtager B1913 med øjeblikkelig virkning FC Fyn Talent. Senere i år bliver et såkaldt talentstadion indviet hos B1913.

B1913 har efter forhandling med de øvrige moderklubber og FC Fyn aftalt at videreføre det talentarbejde, som FC Fyn har lavet for U14-U19.

En forældregruppe har givet tilsagn om sammen med B1913 at skabe et økonomisk fundament, der indebærer, at talentholdene ikke belaster klubben økonomisk.

- B1913 er en klub med stolte traditioner indenfor talentudvikling, trods vi i klubben de senere år har haft mest fokus på breddeidrætten. Det er derfor med stor glæde, at vi byder talentafdelingen velkommen som en integreret del af vores klub. Vi vil have fokus på at være en klub, hvor der både er plads til bredden og talenterne, siger B1913-formand Morten Milling.

Ansvaret for talentafdelingen vil ligge under B1913's bestyrelse, men afdelingen vil blive styret af en talentchef. Organisationen er således på plads og træning, morgentræning, træningskampe osv. er allerede i fuld gang.

Oversigt

    Oversigt