Babyer får mindre hjælp

De nybagte forældre i Odense vil fremover få færre besøg af sundhedsplejerskerne end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Mange kommuner er så pressede økonomisk, at de gang på gang må skære i det forebyggende sundhedsarbejde, selv om det måske er en dårlig forretning.

Sundhedsplejerske Lissi Jørgensen mener, at det er en dårlig forretning for kommunen at spare på det forebyggende område.
Sundhedsplejerske Lissi Jørgensen mener, at det er en dårlig forretning for kommunen at spare på det forebyggende område.

Kommende børn i Odense bliver tilset færre gange end nu. Tirsdag skal politikerne i Børn- og Ungeudvalget nemlig tage stilling til et spareforslag, der vil skære hver 10. sundhedsplejerske væk - og reducere antallet af besøg i hjemmet.

Fremover vil førstegangsmødre som udgangspunkt få fire hjemmebesøg, mens flergangsmødre vil få tre. Den seneste vejledning fra Sundhedsstyrelsen er fra årsskiftet og anbefaler ellers minimum fem besøg til alle nybagte forældre.

- Jeg synes, det er mystisk, at der kan sidde fagfolk i Sundhedsstyrelsen og anbefale ét - og at man så i kommunerne ser stort på det, siger Lissi Jørgensen, der er sundhedsplejerske i Odense til TV 2/FYN.

- Vi kan godt udfordre Sundhedsstyrelsen, mener rådmand Stina Willumsen (SF).

Forebyggelsen rammes

Børn- og Ungeudvalget skal finde besparelser på 16 millioner kroner i budgettet for 2011. En del af dem findes i "Sundhedstjenesten", der står for en del af det forebyggende sundhedsarbejde med børn. Besparelserne på sundhedsplejerskerne svarer til 5-6 af de cirka 50 stillinger.

- Jeg er bange for, at det får konsekvenser. En af vores opgaver er jo, at spotte de familier, der har brug for støtte, og hvis vi får færre besøg i hjemmet, risikerer vi at overse noget, siger sundhedsplejerske Lissi Jørgensen.

Sundhedsplejerskerne mener, at det er en dårlig forretning for kommunen at skære i det forebyggende arbejde. I deres høringssvar til politikerne skriver de: "På sigt er det bedre og billigere at sundhedsfremme og forebygge end at behandle".

Rådmand Stina Willumsen vil stemme for besparelserne på mødet tirsdag. Hun mener, at sundhedsplejerskerne i fremtiden må differentiere deres tilbud, så velfungerende familier får færre besøg, mens andre med større behov får flere.

Men den vurdering er sundhedsplejerskerne ikke enig i.

- Kommunerne siger, at de vil hjælpe de svageste familier, men sådan virker det ikke. Jo færre besøg i hjemmet - jo færre muligheder er der for at opdage, hvilke familier der har brug for ekstra støtte, siger Susanne Hede, der er formand for Fagligt Selskab af Sundhedsplejersker. 

Læs mere om besparelserne på Børn- og Ungeudvalgets dagsorden

Oversigt

    Oversigt