Babyer indlægges i massevis

Antallet af nyfødte i Region Syddanmark, der bliver genindlagt kort efter fødslen, er tredoblet på fem år. Nu efterlyser en folketingspolitiker, at der bliver taget bedre hånd om de nyfødte.

Antallet af nyfødte ligger nogenlunde stabilt, men på landsplan er antallet af genindlæggelser inden 28 dage efter udskrivelse mere end fordoblet på fem år. I Region Syddanmark er der endda tale om en tredobling. I 2005 lå tallet på 298 genindlæggelser, og det voksede i 2009 til 985.

Samtidig bliver nybagte forældre sendt hurtigere hjem fra sygehusene efter fødslen. Og med Region Syddanmarks beslutning om en ny fødeplan, der fra i år som udgangspunkt behandler fødsler ambulant, er frygten en yderligere stigning af mødre med ammeproblemer og underernærede babyer.
- Det er en voldsom stigning, men den er desværre ikke overraskende, efter de store besparelser regionerne har lavet på det her område, siger folketingsmedlem for socialdemokraterne Julie Skovsby til TV2/FYN.

Region Syddanmark reager nu på tredoblingen ved at lave en øjeblikkelig undersøgelse.
- Vi skal finde årsagen, for det er selvfølgelig ikke godt nok, at vi har den stigning, siger regionsmedlem for socialdemokraterne Poul-Erik Svendsen til TV2/FYN.

Oversigt

    Oversigt