Babykrokodille kom til verden i Vissenbjerg

Sådan i al hemmelighed er det lykkedes for krokodillerne i Terrariet i Vissenbjerg at få en unge. Medarbejderne havde ellers opgivet, for ungerne døde i æggene halvvejs i rugetiden i den rugemaskine, hvor de blev lagt.

Gemte æg

Men den anden dag dukkede der pludselig en lille babykrokodille op hos dværgkaimanerne. De havde åbenbart gemt nogle æg, og det ene klækkede så med en velskabt ny.
Endnu et æg ligger nu i rugemaskinen.

Det er tre år siden, at Terrariet i Vissenbjerg skiftede nilkrokodillen ud med dværgkaimaner, og det er første gang, der kommer unger.

Sidste år byggede en af hunnerne rede, men der kom ingen æg. I år blev der lagt 19 æg - plus altså de æg, som krokodillerne selv havde gemt.

Oversigt

    Oversigt