I det fynske folks tjeneste

Back forlænger med Bulldogs

27-årige Mads Schaarup udgør også den kommende sæson en af de erfarne krumtapper hos Odense Bulldogs.

Bulldogs backen Mads Schaarup forlænger med Odense Bulldogs.

Med snart 200 Bulldogs-kampe er det en af de erfarne støtter, som Odense Bulldogs kan annoncere en kontraktforlængelse med.

Mads Schaarup er således klar til en ny tørn på backlinjen i Odense.

- Det glæder mig, at Mads har forlænget sin aftale. Han er en god, allround forsvarsspiller med god størrelse, og som håndterer pucken godt. Han er en vindertype, som har vundet mesterskaber tidligere, og som derfor ved, hvad der kræves. Med sin erfaring in mente vil han få en vigtig rolle i forhold til vores unge backer, udtaler cheftræner Brad Gratton.

Den højrefattede back har tre guldhjelme liggende på kaminhylden, men endnu sin første tilgode hos Odense Bulldogs. Han ser frem til at revanchere den forgangne sæsons tidlige exit.

- Det er altid spændende at være del af en ny start, hvor pletten fra sidste år skal vaskes væk. Projektet lyder solidt, og jeg tror på, at vi igen kan blande os i den sjove ende af dansk ishockey, hvor jeg også mener vi hører til. Selv vil jeg bidrage med hårdt arbejde, hvor holdets succes er alfa omega, samt være en leder på og udenfor isen, udtaler Mads Schaarup.

Kontrakten gælder for den kommende sæson, der således bliver Schaarups femte på Fyn.