Bælterne vigtige farvande for marsvin

Både det sydlige og det nordlige Lillebælt og Storebælt er udpeget som vigtige farvande for den danske bestand af marsvin i en ny undersøgelse.

Det sydlige Lillebælt er udpeget som meget vigtigt, mens det nordlige Lillebælt betegnes som vigtigt, den næsthøjeste kategori.

Storebælt betegnes også som meget vigtigt farvand.

De tre farvande er blandt 16 områder, der anses for at have særlig betydning for marsvinene i undersøgelsen fra Danmarks Miljøundersøgelser, DMU.

Undersøgelsen ventes at indgå i arbejdet med at udpege beskyttede områder for marsvin under EUs habitatdirektiv, som Danmark har forpligtet sig til at opfylde inden 2012.

I undersøgelsen indgår optællinger af marsvin foretaget pr. satellit og fra fly. De viser at antallet af marsvin i de indre danske farvande er faldet fra 32.000 dyr i 1994 til 15.600 i 2005 - altså næsten en halvering.

Selvom tællingerne er behæftet med stor usikkerhed, mener DMU at udviklingen må betegnes som bekymrende.

Oversigt

    Oversigt