Bågø-beboere kæmper for deres færge

Livsnerven til Bågø er gevaldig flosset. Færgedriften mellem den lille ø og Assens er så ustabil på grund af nedslidte motorer, at Bågø-beboerne nu går til kamp for deres færge.

Svage motorer

Beboerne opfordrer kraftigt politikerne i Assens Kommune til at investere en million kroner i to nye motorer til Bågø-færgen. De er nemlig så nedslidte, at færgen må aflyses hver gang det blæser kraftigt. Der er simpelthen ikke kraft nok i motorerne til at sejle.

Alene i december var der ti dage med en eller flere afgange, der blev aflyst.

- Færgen er jo hele øens livsnerve. Ellers ville det være en død ø, siger Kisser Christensen, der er formand for beboerforeningen på Bågø.

Går ikke på kompromis med sikkerheden

Overfartsleder Ove Jensen fra Bågø-færgen er ked af de mange aflysninger.
 
- Men sikkerheden må gå først. Den kan vi ikke gå på kompromis med, siger han.
 
Allerede tilbage i august sendte færgeselskabet en redegørelse til den gamle Assens Kommune, hvor det blev gjort klart, at motorerne er for nedslidte.
 
Nu appellerer ø-boerne til den nye store Assens Kommune. Borgmester Finn Brunse kan dog ikke love dem hjælp.
 
- Men vi vil se på sagen allerede i denne måned, siger Finn Brunse.

Brænder inde med svin

Det beboerne frygter er, at kommunen først griber ind, når de to motorer står helt af. Derefter vil der formentlig være helt op til 12 ugers ventetid, før færgen kan få nye motorer.

For landmand Torben Jensen vil den situation være forfærdelig. Han risikerer at brænde inde med en masse svin, som han ikke kan få fragtet væk.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg ville kunne få plads til dyrene. De bliver jo ved med at få små grise, siger han til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt