Bakterier lukker fynsk strand

Assens Kommune har udstedt forbud mod at bade ved Sandager Næs Strand.

En badevandsprøve viser for højt indhold af E-colibakterier, og derfor er der udstedet forbud mod at bade ved Sandager Næs Strand.

Prøven blev taget mandag og resultatet, viser en lille overskridelse af grænseværdien, skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse. Den generelle grænseværdi for E-colibakterier i badevand er på 1000 cfu pr. 100 ml vandprøve. Prøven viser, at der er 1070 cfu pr. 100 ml vandprøve i badevandet ved Sandager Næs Strand.

- Vi kender ikke årsagen til det forhøjede antal bakterier i badevandet, men nu har vi taget en ny prøve, som vi forventer svar på på mandag, ligesom vi er ved at sætte skilte op med information om forbuddet ved Sandager Næs Strand, siger miljø- og naturchef i Assens Kommune Annette Bæk.

Blåt flag pilles ned

Af samme grund bliver det Blå Flag, som siden badesæsonens start 1. juni har vajet ved stranden, pillet ned.

Så snart badevandet igen er rent nok til, at man må bade, melder Assens Kommune det ud og fjerner advarselsskiltene fra stranden.

Fakta

 

Oversigt

    Oversigt