Ballade om prestigebyggeri i Nyborg fortsætter

Mandag vedtog Nyborgs teknik- og miljøudvalg et lokalplanforslag, der skal bane vejen for stort byggeri med havudsigt. 623 beboere i området protesterer.

Politikerne i Nyborgs teknik- og miljøudvalg mener, at de har lyttet til protesterne over Nyborgs kommende prestigebyggeri i den nordlige del af byen.

Og mandag vedtog et flertal i udvalget derfor - med få ændringer - lokalplan og kommuneplan for Strandvænget - eller Strandhøjen, som arealet nu er omdøbt.

Alligevel er det ikke sådan, man opfatter det i grundejerforeningen Skovparken, der for over en måned siden afleverede 623 protester til Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) over et byggeri, der er vokset både i etagemeter, størrelse og højde.

- Man har trukket den højeste del af bebyggelsen, der kommer op i 20 meters højde, 25 meter tilbage fra Skaboeshusevej, men det ændrer ikke på, at byggeriet er alt for stort og bastant og slet ikke lever op til de løfter, politikerne gav allerede tilbage i 2016, da man fortalte, at der kun ville blive bygget på de gamle fundamenter og i samme omfang som det hidtidige byggeri. Nu har vi et byggeri, der er 50-55 procent større målt i kvadratmeter, siger Flemming Eriksen, der for lidt over en måned siden personligt afleverede protesterne fra Skovparken til borgmesteren.

Formand for teknik- og miljøudvalget, Per Jespersen (S), mener at man har lyttet, og på udvalgsmødet mandag var det kun Dansk Folkeparti, der gav beboerne ret og mener, at bebyggelsen skal gøres mindre.

- Det skal følge de oprindelige fundamenter og ned i højde, siger Carsten Kudsk (DF).

Formand Per Jespersen peger på, at en del af det eksisterende byggeri - bl.a. et såkaldt fælleshus bevares - og at det skal trækkes fra bebyggelsesprocenten. Han kan dog ikke oplyse, hvor meget byggeriet så er vokset i forhold til de først udmeldte planer.

Flemming Eriksen fastholder, at det er 50-55 procent.

En af ændringerne i den nye lokalplan er, at Nyborg Kommune overtager den smukke park, der fortsat har offentlig adgang.

Her har politikerne ændret i den oprindelige lokalplan

- Det betyder, at borgerne kan klage direkte til os politikere, hvis man er utilfreds med noget i parkområdet, siger Per Jespersen.

Der bliver dog rokeret noget rundt i parken bl.a. flyttes de kæledyr, der har deres egen lille indhegning.

Til gengæld for overtagelse af parken, skal kommunen overtage cykelstien på Skaboeshusevej og etablere to overkørsler over Skaboehusevej til Strandhøjen.

Flemming Eriksen giver dog ikke meget for garantierne for parken, og han mener, at parken  er blevet delvist misligeholdt efter, at regionen rykkede ud af Strandvænget, og Nyborg Kommune overtog vedligeholdelsen.

Per Jespersen mener, det er en fordel, at kommunen nu overtager parken på Strandhøjen.

Et udestående er også, hvor bl.a. gæster til parken skal parkere.

Kommunen vil gerne købe et areal af grundejerforeningen i Skovparken bag den kommunale bus-vendeplads på Skaboehusevej og indrette p-pladser dér. Det har grundejerforeningen sagt nej til, og nu pusler kommunen derfor med en plan om at indrette busvendepladsen på den kommunale beredskabsplads tættere på Skovparkhallen.

Alternativet er ekspropriation.

Flemming Eriksen er ikke tilfreds med kommunens få indrømmelser i lokalplanen for Strandhøjen.

Flemming Eriksen forstår ikke, at kommunen ikke etablerer parkeringspladserne på beredskabspladsen.

Med den kommunale løsning får bebeoerne i den nordligste ende af Skovparken nemlig 400-500 til nærmeste busstop.

- Men det må man så tage med. Det er der mange, der må affinde sig med i landområderne, siger Per Jespersen.

Lokalplanen skal først igennem byrådet, inden den er endelig godkendt. 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt