I det fynske folks tjeneste

Brandvæsenet rykkede ud på ny: Ballepresser i brand to gange på 12 timer

En halmballepresser i Nørre Lyndelse blussede onsdag op igen, efter brandvæsenet havde slukket den 12 timer tidligere.

00:57

Ilden var slukket, men blussede op, så brandfolkene måtte på arbejde igen.

En halmballepresser på en mark syd for Nørre Lyndelse brød natten til onsdag i brand igen, efter at brandvæsenet tirsdag havde slukket den.

Klokken fem onsdag morgen blev Beredskab Fyn kaldt ud til marken for anden gang indenfor 12 timer. Her kunne de konstatere, at presseren stod og brændte inde på marken. 

- Sådan en er fyldt godt op med halm. Den er faktisk ret svær at tømme, forklarer Anders Højhus fra Beredskab Fyn, der var indsatsleder ved branden. 

Læs også Ild i ballepresser: Landmand pløjede selv brandbælte

Brandvæsenet var egentlig overbevist om, at branden var slukket, men det viste sig, at der stadig var noget, som ulmede inde i maskinen.

- Der har været en lille glød eller noget, der gjorde, at det ulmede op igen. Så vi valgte simpelthen at få tømt det hele ud, så vi var sikre på, at der ikke var mere, der kunne gå ild i, tilføjer han. 

Maskineri kan være vanskeligt

Og ifølge Anders Højhus kan det være svært at slukke en brand i en maskine som for eksempel en halmpresser. 

- Vi kan ikke bare sende brandfolk ind i den, fordi de risikerer at komme i klemme. Så det er svært at komme ordentligt ind i lommer eller andet, hvor tingene kan være klemt inde eller ligge i hulrum, siger Anders Højhus.

Efter halmpresseren har været i brand to gange, føler indsatslederen sig nu overbevist om, at branden er helt slukket.

- Når vi har været ude ved store villabrande, har vi ofte været nødt til at sætte en brandvagt på til at holde øje, fordi det risikerer at blusse op igen. Men vi vurderede i går, at vi havde fået det hele slukket.