Bande stjæler påhængsmotorer på Vestfyn

Middelfart Politi anholdte torsdag aften to østeuropæiske mænd, som politiet mistænker for at være en del af en bande, der har specialiseret sig i at stjæle dyre påhængsmotorer til både. De sidste par dage har tyvene stjålet motorer for flere hundrede tusind kroner.

-

Middelfart Politi anholdte torsdag aften to østeuropæiske mænd, som politiet mistænker for at være en del af en bande, der har specialiseret sig i at stjæle dyre påhængsmotorer til både. De sidste par dage har tyvene stjålet motorer for flere hundrede tusind kroner.

Torsdag blev der stjålet to påhængsmotorer ved Lillebælt. I Gamborg forsvandt en 100 hk Yamaha motor til en værdi af 87.500 kr. Og i Varbjerg Havn forsvandt tyvene med en påhængsmotor på 195 kilo til omkring 93.000 kr.

Torsdag aften var tyvene igen på spil på Værkstedvej i Skrillinge. Mens tyvene forsøgte at afmontere en 80 hk Yamaha motor til en værdi af omkring 82.000 kr, blev de opdaget af ejeren af bådudstillingen.

Tyvene flygtede
Efter at være blevet råbt an, flygtede tyvene fra Skrillinge. Ejeren af bådfirmaet forfulgte tyvene og alarmerede via en mobiltelefon politiet.

Et par timer efter det mislykkedes tyveri blev de to mænd indfanget af Middelfart Politi i en kornmark ved Valmuevej og Vandværksvej. De to tyve blev anholdt og skal fredag afhøres af Middelfart Politi.

Politiet kender ikke mændenes identitet, men der er tale om to yngre mænd - formentlig fra Lithauen og Polen.

Mangler medgerningsmænd
\"Vi formoder, at de to mænd har haft et par hjælpere til at fragte de tunge motorer væk. Vi observerede en Opel Kadet fra Lithauen i på Jyllandsvej, og tyvene har formentlig også brugt en kassevogn\", siger Gunnar Christiansen fra Middelfart Politi.

Men indtil videre har politiet ingen spor af de stjålne motorer eller efter de anholdtes medgerningsmænd.

 

 

Oversigt

    Oversigt