Bande vil give hjemløs penge

Mandag afviste bandegrupperingen Black Army at stå bag afpresning af hjemløse i Odense. Ny tilbyder de hjemløs penge.

Flere hjemløse stod mandag frem og fortalte, at de føler sig truet af banden Black Army til enten af aflevere deres kontanthjælp eller at arbejde for dem som pushere.

En af dem, der har oplevet det, er Ole. Han fortæller, at han i december blev overfaldet lige efter, han havde hentet sin kontanthjælp. 

- De ville have mig til at sælge hash. Jeg er selv hashmisbruger og har et godt netværk, så de mente, at jeg ville være den perfekte pusher for dem. Men det ville jeg ikke. Så truede de mig med tæsk og med en kniv og sagde, at jeg skulle give dem mine penge. Jeg blev så bange, at jeg gav dem mine 1.900 kroner, som jeg lige havde fået i kontanthjælp, fortæller Ole.

Via forsvarsadvokat Mette Grith Stage afviser Black Army over for TV 2/FYN, at de har noget med sagen at gøre.

I en pressemeddelse, som forsvarsadvokaten mandag aften videreformidlede for gruppen, siger lederen Mohammad Daabas fra Black Army.

- Vi vil hermed fortælle, at vi ikke har noget at gøre med de beskyldninger om, at vi skulle have afpresset de hjemmeløse. Det nægter vi har fundet sted, skriver Mohammad Daabas.

- Derfor vil vi sige til den kære hjemløse, som tror, at det skulle være medlemmer af Black Army, der har taget de 1900 kroner fra ham, at Black Army byder ham velkommen til at besøge os på adressen Nyborgvej 140, så vi kan fortælle ham, at vi ikke har noget med det afpresning at gøre. Vi vil med glæde give den hjemløse 3000 kroner bare for at vise ham, at vi aldrig kan finde på at synke så lavt, som han tror. Altså lad os sige det sådan her: Det er jo ikke fordi vi leger julemanden, men vi føler vi har brug for at fortælle den hjemløse, at vi ikke har noget med det at gøre.

- Det samme vil vi fortælle medierne, som skal være bedre til at tjekke, om det er rigtigt, når Black Army bliver beskyldt for noget. Medierne skriver bare, hvad politiet siger, men vi ved udmærket godt, at der findes nogle typer derude, som misbruger vores navn, når de laver kriminalitet. Vi føler, at Black Army får skylden for al kriminalitet som bliver begået i Odense. Det er jo lige før, at hvis en madret bliver brændt på, så får Black Army skylden for det! Det vil vi ikke finde os i, så derfor kommer vi med denne meddelelse, skriver Mohammad Daabas.

Oversigt

    Oversigt